18 beskyttede job bliver i Aalborg
Flertal valgte Vestergården i Vestbyen frem for Solsidecentret i Nibe
Bageriet, det i dag har til huse i Hasserishave som et tilbud om beskyttet beskæftigelse til psykisk handicappede borgere, skal flyttes til plejehjemmet Vestergården i Aalborgs Vestby. Det besluttede et flertal i byrådet i går, og dermed går politikerne imod indstillingen fra forvaltningen, der havde anbefalet Solsidecentret i Nibe som placering af beskæftigelsestilbuddet, når det som konsekvens af kommunens salg af Hasserishave ikke længere kan være der. Venstre var alene om at støtte en placering i Nibe, fordi Vestergården med gruppeformand og medlem af ældre- og handicapudvalget Mads Sølver Pedersens ord er et dårligt sted til tilbuddet. Dels fordi det vil koste væsentligt mere at foretage de nødvendige ændringer, dels fordi Vestergården byder på ringere pladsforhold. På grund af sidstnævnte vil en placering dér ifølge Sølver Pedersen være negativt for stedets nuværende brugere samt gøre det umuligt på et tidspunkt eventuelt at udvide normeringen. Flertallets argument for at pege på Vestergården var afstanden fra Aalborg til Nibe, hvilket fik Venstres gruppeformand til at henvise til kommunens landdistriktspolitik, som ofte lovprises i høje toner. Revision af landdistriktspolitik - Det klinger hult, hvis man nu siger, at de her personer ikke kan tage bussen til Nibe. Bliver det vedtaget, må det udløse en revision af landdistriktspolitikken, konstaterede Sølver Pedersen, der fastslog rejsetiden med bus til cirka 20 minutter fra Kennedy Arkaden til Nibe. Et synspunkt, der fik borgmester Henning G. Jensen (S) til at fastslå, at punktet ikke handlede om landsdistriktspolitik. - Den her sag drejer sig om nogle brugere og ikke Nibe eller Aalborg. Felix Henriksen fra SF forlængede det synspunkt med, at de pågældende brugere er personer, for hvem det i forvejen kan være svært at komme af sted om morgenen. - Vi ved fra andre situationer, at transport kan være svært for dem. Centret skal derfor være der, hvor der er flest potentielle brugere til det, sagde han underforstået, at det i givet fald er Aalborg. SF'eren oplyste i øvrigt, at han efter besøg de to steder fandt begge velegnede til formålet. Anne Kirsten Olesen tilsluttede sig, at hensynet til brugerne måtte veje tungest. - Det handler meget om de mennesker, der er i det her bageri. Det er ikke ganske almindelige mennesker, det er nogle rigtig dejlige mennesker, men de har behov for, at vi passer godt på dem engang imellem. Derfor er det vigtigt, hvordan de kommer frem og tilbage, sagde hun og pointerede, at transporttiden fra Aalborg vil blive 30 minutter hver vej. Kirsten Algren (DF) og Helle Frederiksen (S) fandt begge efter besøg på de to centre, at centret i Nibe med hensyn til samtalerum ville byde brugerne på for dårlige vilkår. Mere skrøbelige end de er Ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V) forsvarede sit partis valg af Solsidecentret med, at fagfolk har anbefalet køkkenet i Nibe som det bedst egnede til formålet, og at de i forhold til transport har vurderet, at det ville være noget, brugerne kunne klare med lidt anvisning. - Vi skal også passe på ikke at gøre de her brugere så skrøbelige, at de næsten ingenting kan. Noget af formålet med det her er jo også, at de skal træne sig til at kunne klare noget mere, herunder at komme mere ud i samfundet længere tid ad gangen, sagde rådmanden, der dog måtte konstatere, at flertallet på 19 stod fast på sit. Bageriet skulle efter planen være flyttet fra Hasserishave 1. februar, men stedets nye ejer har meddelt, at lejemålet kan forlænges, så det ikke er givet, at der bliver en pause i tilbuddet. Bageriet har tre medarbejdere ansat på ordinære vilkår, to er i job med løntilskud, og 18 er i beskyttet beskæftigelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.