225 skal ud med bøssen

9350 husstande skal besøges søndag 2. april. Arkivfoto
9350 husstande skal besøges søndag 2. april. Arkivfoto Freelancefotograf Erik Sahl

Søndag 2. april er dagen for årets landsindsamling i Kræftens Bekæmpelse.

- Den folkelige forankring er vigtig, bl.a. fordi hver tredje af os får kræft. Det er mange, og Kræftens Bekæmpelse er en vigtig brik i bestræbelserne på at bekæmpe kræftsygdommen, og har den ramt en, er Kræftens Bekæmpelse parat med råd og vejledning til den enkelte og familien, fortæller Niels Ove Nielsen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Derfor er folkelig forankring vigtig. 58 procent af Kræftens Bekæmpelses budget går til forskning, 21 procent til patientstøtte, og 15 procent til oplysning og kun 6 procent til administration.

I Brønderslev og oplandsbyerne er ca. 225 personer involveret i planlægning og indsamling på dagen. Cirka 9350 husstande kan forvente at få besøg af en indsamler, der viser flaget i kampen mod kræft. I vores lokalforening i Brønderslev har vi gennem årene oplevet en stor trofasthed blandt vore indsamlere. Den langt overvejende del af indsamlerne er gengangere fra år til år, de møder trofast op uanset vejr og vind og, vi er også taknemmelige for, at vi også hvert år får nye indsamlere, der har tilmeldt sig via www.Indsamling.dk eller ved direkte henvendelse til lokalforeningen.

- Vi vil nemlig altid have behov for nye, der gerne vil gøre en indsats.

Og at indsatsen hjælper viser tallene:

5 års overlevelse for alle kræftformer (undtagen hudkræft):

I dag er det 61 procent af kvinder mod 54 procent for fem år siden. For mænds vedkommende er det i dag 58 procent mod 46 procent for 10 år siden.

Flere artikler i Oplandsavisen om kræftramte i Brønderslev, er gode eksempler på, at det er nødvendigt at støtte i kampen mod kræft.

- Så derfor tak godt imod indsamlerne, når de ringer på søndag 2. april, lyder opfordringen.

Forsiden