Nordjylland

243 spritbilister på halvt år i Nordjylland

Rådet for Sikker Trafik har netop opgjort tallene for sigtelser i første halvår 2016 og de

NORDJYLLAND: 243 spritbilister. Det er det antal, som Nordjyllands Politi har sigtet fra januar frem til 20. juni 2016.

Det viser nye tal fra Rigspolitiet, som netop er blevet offentliggjort.

Det er rent faktisk et fald i antallet af sigtelser i forhold til samme periode sidste år. Her blev 306 spritbilister sigtet for kørsel med alkohol i blodet, viser tallene.

I alt har landets politikredse siden januar sigtet 2.736 personer for spritkørsel, viser tallene fra Rigspolitiet.

Og det er meget bekymrende, at så mange stadig sætter sig bag rattet med promiller i blodet, mener Rådet for Sikker Trafik.

Set over flere år er antallet af spritbilister på vejene faldet år efter år. Men der er stadig alt for mange, der udsætter sig selv og andre for stor risiko ved at køre bil, når de har drukket alkohol, mener rådet.

- Hvert år kommer vi ud til alvorlige ulykker, der kunne have været undgået, hvis folk havde ladet bilen stå efter at have drukket alkohol. Selv om antallet af spritbilister er faldet over årene, så er der stadig alkohol i hver femte dødsulykke i trafikken. Derfor bliver politiet ved med at sætte ind på det her område, siger Erik Terp Jensen, centerchef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Sidste år omkom 178 personer i trafikken og 3.156 mennesker kom til skade, viser tal fra Vejdirektoratet. Ser man alene på spritulykker, kostede ulykkerne 27 mennesker livet og 358 tilskadekomne personer på vejene i 2015.

Fald i trafikdræbte stagnerende

Den europæiske trafiksikkerhedsorganisation, ETSC, har for nylig advaret om, at faldet i trafikdræbte ser ud til at gå den forkerte vej. På vejene i EU mistede 26.000 mennesker sidste år livet, og sidste år var første gang siden 2001, hvor antallet af trafikdræbte begyndte at stige igen.

På de danske veje ser antallet af trafikdræbte og tilskadekomne ud til stadig at falde, men slet ikke i samme tempo som tidligere. Som det ser ud lige nu, kan det blive svært at nå Færdselssikkerhedskommissionens mål om, at der i år 2020 maksimalt må være 120 mennesker, der mister livet på vejene, og 2.000 der kommer til skade.

- Det er bekymrende, at den positive udvikling med færre trafikdræbte og tilskadekomne personer ser ud til at stagnere, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Hen over sommeren kører Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner kampagnen ”Klar til et pust?”, der minder folk om at lade bilen stå, hvis de har drukket. Kampagnen kan bl.a. følges på Facebook

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden