Skagen

40 år i kulturens tjeneste

Hans Nielsen takker til sommer af på Skagen Bibliotek, og kan se tilbage på en periode, der har ændret biblioteket totalt

Hans Nielsen har været bibliotekar i mere end 40 år på Skagens Bibliotek. Til sommer takker han af.
Hans Nielsen har været bibliotekar i mere end 40 år på Skagens Bibliotek. Til sommer takker han af. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 01:12

SKAGEN: Hans Nielsen kom til Skagen for første gang en skøn sommerdag i august 1973.

- Jeg husker det ligeså tydeligt. Det var nemlig det mest vidunderlige vejr, og jeg følte mig tilpas lige fra den første dag, og har aldrig spekuleret på at tage afsted igen, erindrer han.

Som nyuddannet bibliotekar fra biblioteksskolen i København var han sammen med sin kæreste Bente, som senere blev hans kone, på vej til sit første job. Han på Skagens Bibliotek, der dengang lå på Sct. Laurentii Vej 23, hun som telegrafist.

- Skagens Bibliotek havde et rigtig godt ry, og var kendt i bibliotekskredse blandt andet fordi man havde eksperimenteret med søndagsåbent, og havde en solid kommunal økonomi, der gjorde at det blev drevet godt, fortæller han.

Stor udvikling

Til efteråret fylder Hans Nielsen 68, og til sommer siger han officielt tak for mere end 40 gode år på biblioteket.

De mange år i bøgernes og kulturens verden har naturligt efterladt mange indtryk.

- Der er jo sket utrolig meget indenfor biblioteksvæsnet i den periode. Bare den elektroniske udvikling alene har jo ændret det totalt. I 1973, da jeg begyndte, var det med manuel sortering og arkivering af alt materiale, og der blev holdt styr på udlånene ved hjælp af datokort. Der var faktisk en forfærdelig masse arbejde med at holde styr på materialerne og arkivere og indeksere dem. Fra firserne begyndte edb-systemerne at dukke op, og i dag er vi nået til det, jeg vil kalde ”folkets bibliotek”. Der er åbent hele året rundt, jule- og nytårsaften undtaget mellem otte morgen og ti aften, og man kan nu som låner ordne rigtig meget uden bibliotekarens hjælp. Det er en udvikling, der har været utrolig spændende at følge, og være en del af, fortæller han.

Det lokalhistoriske

Nu er det ikke kun på biblioteket, at Hans Nielsen har haft sin gang siden han kom til byen hin sommerdag for mere end 40 år siden.

En af hans opgaver på biblioteket, var nemlig at tage sig af den lokalhistoriske afdeling, som dengang hørte under biblioteket.

Og den afdeling har han været i lige siden.

- Dengang var det jo en rigtig god indgang til byen og samfundet, fordi jeg kom i kontakt med en masse mennesker. Og så er der jo utrolig mange spændende historier om personer og begivenheder i arkiverne. Historier, som jeg er faldet over gennem årene, og som jeg gerne vil bruge noget tid på at skrive om, fortæller Hans Nielsen.

Han nævner som et eksempel, at det kunne være interessant at se nærmere på alle de gamle arrestjournaler, som findes i Tinghusets arkiver.

Kulturlivet

En anden stor del af hans virke i Skagen hører kulturlivet til.

- I sådan et kulturmiljø som Skagen, er der jo mange muligheder for arrangementer. Og især de seneste 20 år har vi arbejdet meget på at lave sådanne, som for eksempel foredrag, filmforevisning med mere. En af gevinsterne ved at flytte op på Kappelborg (det gjorde biblioteket august 2011, red.) var, at der blev bedre muligheder for at arrangere noget i samarbejde med andre foreninger og organisationer, siger Hans Nielsen.

Når han ser tilbage på de 40 år som bibliotekar, er det med glæde i sindet over gode kolleger, en arbejdsplads hvor han kunne præge sin egen hverdag samt følge en spændende udvikling.

- Det direkte publikumsarbejde er det, som har interesseret mig mest. Altså når jeg kunne vejlede og hjælpe lånerne med litteraturen, musikken, filmene med mere, runder Hans Nielsen af.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden