Incest

46-årig begik sexovergreb mod sine døtre

Far skal to år i fængsel og betale erstatning

Arkivfoto

Arkivfoto

HIMMERLAND:En 46-årige mand fra Mariagerfjord Kommune nægtede alle tiltaler i Aalborg Byret onsdag, men en enig domsmandsret fandt ham skyldig i over flere år at have begået sexovergreb mod sine to døtre og fulgte anklager Karina Schous påstand om to års fængsel.

Manden blev dømt for flere tilfælde af anden kønslig gang end samleje med pigerne, mens de var i alderen seks til 15 år.

Overgrebene mod den yngste pige fandt sted i 2011, da hun var syv år gammel, hvor han også forgæves forsøgte at opnå samleje med hende.

Flere overgreb mod den ældste

Desuden blev faren dømt for flere gange at have foretaget sexovergreb mod den ældste datter, da hun var seks år gammel i år 2000 samt igen, da hun var omkring 10 år. Endelig befølte han hende i perioden 2006 til 2009, da hun var 12 til 15 år.

I retten blev der afspillet en vidneafhøring af den yngste datters forklaring, mens den ældste datter vidnede i retten, hvor faren var ført ud i et lytterum. Begge vidner forklarede sig bag lukkede døre.

Også den ældste piges mor samt den yngste piges kæreste vidnede om, hvad de havde fået at vide af pigerne.

Skal betale erstatning

Ud over fængselsstraffen skal manden betale 50.000 kroner i erstatning til den ældste af døtrene og 30.000 kroner til den yngste. Den 46-årige ankede straks dommen.