Vesthimmerland

50 år med faldskærme fejres i Vesthimmerland

Søndag holder faldskærmssporten 50 års jubilæumsdag ved Aars

Borgmester Knud Kristensen i faldskærmsdress ved indvielsen af Lanternens nye udearealer for nylig. Søndag springer han igen ud med faldskærm - denne gang i forbindelse med fejringen af faldskærmssportens 50 års-jubilæum i Nordjylland. ?Privatfoto

Borgmester Knud Kristensen i faldskærmsdress ved indvielsen af Lanternens nye udearealer for nylig. Søndag springer han igen ud med faldskærm - denne gang i forbindelse med fejringen af faldskærmssportens 50 års-jubilæum i Nordjylland. ?Privatfoto

SØTTRUP:Borgmester Knud Kristensen er godt på vej til at få genopfrisket rutinen som tidligere faldskærmsudspringer.

Det er ikke mange uger siden, han sprang i faldskærm, da Kultur- og Idrætscenter Lanternen i Løgstør indviede sine nye udearealer, og søndag har han på ny udsigt til at beskue Vesthimmerland - sådan lidt fra oven.

Det sker, når Knud Kristensen springer åbningsspring i forbindelse med markeringen af faldskærmssportens 50 års jubilæum i Nordjylland.

Jubilæumsfestlighederne finder sted på Vesthimmerlands Flyveplads mellem Aars og Hornum, hvor Nordjysk Faldskærmsklub gennem en årrække har haft sin faste base.

Nordjysk Faldskærmsklub er en fusion af de to tidligere nordjyske faldskærmsklubber, Aalborg Faldskærms Klub og Jysk Fritfalds Center, og flere end 4000 springere har i årenes løb fået deres faldskærmsuddannelse og tilsammen udført næsten 50.000 spring i luften over Nordjylland.

En række af de faldskærmsveteraner, der fik deres første spring i 1967, er rent faktisk med, når faldskærmssportens 50 års jubilæum søndag markeres på Faldskærmscentret i det vesthimmerlandske.

For publikum vil der på dagen være mulighed for at følge sportens udvikling fra 1967 og frem til i dag, både på jorden og i luften, og jubilæumsarrangementet byder også på et gensyn med en række af de mestre, der i årenes løb har hentet danske, nordiske og internationale mesterskaber hjem til Nordjylland.

Listen over toppræstationer tæller bl. a. et enkelt ungdomsverdensmesterskab, og i en længere periode var de nordjyske faldskærmsudspringere de mest vindende i Danmark overhovedet.

En nordjyske faldskærmsudspringer havde således også den helt særlige oplevelse at indgå i det internationale faldskærmsteam, der åbnede OL i Seoul i 1988.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.