Han ejer sit hus, men lejer de to hektar, hvor han dyrker økologiske grøntsager. Pakkeriet er en container. Grøntsagerne sælger han til nordjyske restauranter og fra en vejbod.

Og hvor andre unge landmænd kan begynde arbejdslivet med gæld til op over skorstenen, kan Christian Holmgaard efter eget udsagn lukke og slukke i morgen.

Du kan betragte det som en pudsig detalje. Jeg tror, det fortæller noget ret vigtigt om dansk landbrug.

For det er jo egentlig paradoksalt, at vi på én og samme tid bekymrer os højlydt over, hvem der skal overtage gårdene efter en aldrende generation af landmænd, og samtidig fortsætter med at gøre det, der gør problemet vanskeligere.

Vi gør landbrugene større.

I 1984 lå syv procent af den danske landbrugsjord i bedrifter på over 200 hektar. I dag er det 63 procent.

Det skyldes ikke, at danske landmænd har fået kollektivt storhedsvanvid. De har bare fulgt en økonomisk logik, som gennem årtier har sagt nogenlunde det samme: Bliv større. Invester. Effektivisér. Producer mere med færre mennesker.

Og den har virket.

Dansk landbrug er blevet svimlende effektivt. Men effektiviteten har haft en interessant bivirkning.

Vi har gjort landbruget enormt dygtigt til at spare mennesker væk – og enormt dyrt for nye mennesker at komme ind i. Det kan du allerede se på det nordjyske landkort.

På Nordjyske har vi kortlagt 22.894 nordjyske landbrugsejendomme. De 100 største identificerede primære jordejere er knyttet til 18 procent af det registrerede areal, mens de 15 procent største ejendomme råder over 58 procent af jorden.

Og en historisk stor del af landbruget skal snart skifte hænder.

Halvdelen af landmændene er 55 år eller ældre, og når en landmand uden en oplagt arvtager stopper, er køberen ofte en større nabo. 

Han har kapitalen, maskinerne og organisationen til at lægge yderligere 100 hektar under sin bedrift.

Så bliver den store lidt større. Den næste gård lidt dyrere. Og tærsklen ind i erhvervet lidt højere.

Prøv at stille to unge nordjyske landmænd ved siden af hinanden.

24-årige Karl Brændgaard Lunden går stadig i skole og har netop købt 15 procent af sin fars landbrugsvirksomhed for 76,4 millioner kroner.

Christian Holmgaard havde sparet 600.000 kroner op og kunne knap låne yderligere 500.000 kroner til sin lille landejendom.

Begge vil være landmænd. Deres adgangsbilletter kunne næsten ikke være mere forskellige.

Christian Holmgaards løsning var at fjerne den dyreste post fra regnestykket: Jorden. I stedet bruger han arbejdstimer på at skabe stor værdi på få hektar.

I dag har han to fuldtidsansatte og joker selv med, hvor mange mennesker man kunne beskæftige på de knap 300 hektar, som et gennemsnitligt dansk landbrug efterhånden nærmer sig.

Sådan kan man selvfølgelig ikke regne.

En grøntsagsmark uden for Nibe kan ikke uden videre skaleres op til 300 hektar, og den kan ikke sammenlignes én til én med en kornmark, en svinestald eller 400 malkekøer.

Men hans lille bedrift afslører alligevel noget interessant ved ordet effektivitet.

Vi har vænnet os til at måle, hvor meget én landmand kan producere. Sjældnere måler vi på arbejdspladser, lokale fødevarer, adgang for nye landmænd og liv i landdistrikterne.

Det første regnestykke har gjort dansk landbrug imponerende produktivt. Det andet har vi næsten glemt at lave.

Mirakelkuren er ikke at dele Nordjylland op i frimærker med gulerødder og vejboder.

Danmark har brug for store, højteknologiske landbrug, og de landmænd, der har bygget dem, har reageret rationelt på de økonomiske vilkår.

Men løsningen på generationsproblemet kan heller ikke være, at stadig færre mennesker ejer jorden, mens næste generation får lov at arbejde på den. 

Så har vi løst det forkerte problem.

Omvendt har vi også et problem, hvis den normale vej til at blive selvstændig landmand kræver 40 eller 50 millioner kroner – eller en familie, der allerede ejer den bedrift, man kan købe sig ind i.

Derfor skal diskussionen om generationsskifte handle om mere end finansieringen af stadig større bedrifter. Vi skal også turde stille det mere grundlæggende spørgsmål: 

Hvorfor bliver vi ved med at vise næste generation den samme dør?

Forpagtning, medejerskab og gradvis overtagelse er forskellige døre. Pointen er netop, at der skal være flere.

Christian Holmgaard kalder selv sit landbrug et frimærke.

Det er det også. Men netop som en historisk mængde nordjysk jord skal skifte hænder, er det værd at hæfte sig ved, hvad Christian Holmgaard ikke ejer.

Vi har brugt årtier på at lære landmanden at klare sig med færre mennesker. Nu skal vi finde ud af, hvordan flere mennesker igen kan få mulighed for at blive landmænd.

Peter Simonsen er redaktionschef for Nordjyske Erhverv.