59-årig i livsfare efter arbejdsulykke

Mand blev alvorligt forbrændt - Arbejdstilsynet har givet påbud til virksomheden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

NØRRESUNDBY:En 59-årig mand er i livsfare, efter at han tirsdag morgen blev alvorligt forbrændt, da han arbejdede på transformatorstationen på Skansevej i Nørresundby, oplyser Nordjyllands Politi.

Manden arbejdede for virksomheden HEF net under Himmerlands Elforsyning, og han fik 60.000 volt gennem sig, da ulykken skete.

- Hans tilstand er kritisk. Han har fået alvorlige forbrændinger på store dele af kroppen, siger vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.

Den 59-årige blev i første omgang kørt til Aalborg Universitetshospital, men her tog lægerne beslutningen om, at han skulle overføres til Rigshospitalet for at få behandlet sine forbrændinger.

Påbud til virksomheden

Arbejdstilsynet har undersøgt årsagen til ulykken, og tilsynschef Thomas Nygaard Christensen fra Tilsynscenter Nord oplyser, at ulykken skete, da den 59-årige mand var i gang med en jordforbinding på en transformatorstation.

- I den forbindelse brugte han et forkert værktøj, mens han rørte ved højspændingskablerne, og det førte til, at han fik voldsomme forbrændinger, siger Thomas Nygaard Christensen.

Arbejdstilsynet har givet HEF Net et påbud om at sikre, at arbejde i forbindelse med jording af såkaldte samleskinneafbrydere udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Dertil kommer et strakspåbud om, at virksomheden skal instruere ansatte i anvendelse af korrekte tekniske hjælpemidler, forklarer Thomas Nygaard Christensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.