64-årig fængslet for knivdrab på 70-årig kvinde: Ringede selv til politiet
Formodet drabsmand blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:16
FREDERIKSHAVN: Onsdag eftermiddag blev en 70-årig kvinde fundet død i sin bil, som holdt parkeret ved Teglgårdsvej i Frederikshavn.
Ved ankomsten kunne Nordjyllands Politi konstatere, at kvinden var blevet dræbt.
Efterforskningen ledte onsdag klokken 16.25 til anholdelsen af en 64-årig mand, der som kvinden stammer fra lokalområdet.
Nægter sig skyldig i manddrab
Torsdag formiddag blev den 64-årige mand fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.
Ved oplæsning af sigtelsen kom det ved frem, at den 64-årige sigtes for manddrab efter straffelovens paragraf 237, som har en strafferamme fra 5 år og indtil livstid.
Via sin forsvarer Nicolaj Horn erkendte den 64-årige at have stukket den 70-årige kvinde med en kniv, men nægtede sig skyldig i manddrab.
Den sigtede ønskede herudover ikke at udtale sig i retten.
Anmeldte selv drabet
I forbindelse med grundlovsforhøret oplyste anklager Torben Kaufmann, at det var den 64-årige, som selv anmeldte drabet. Han havde ved opkaldet til alarmcentralen fortalt, at han havde slået kvinden, som han i forvejen kendte, ihjel.
Han var efter knivstikkeriet gået hjem til sin lejlighed, hvorpå den dræbte 70-årige kvinde blev fundet knivdræbt i sin bil.
Den 64-årige blev derpå anholdt.
Retten afviste lukkede døre
Med baggrund i at ville beskytte de pårørende og ikke at krænke afdøde begærede anklager Torben Kaufmann efter oplæsning af sigtelsen lukkede døre. Det blev imidlertid ikke imødekommet af retten, og blev afvist med henvisning til, at den sigtede ikke ønskede at udtale sig. Retten mente derfor ikke, at betingelserne for dørlukning var opfyldt.
Retten nedlagde dog referatforbud i forbindelse med flere af de oplysninger, som kom frem i forbindelse med grundlovsforhøret.
Den 64-årige mand blev afslutningsvis varetægtsfængslet til 22. november for særlig bestyrket mistanke om drab. Han skal desuden mentalundersøges.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.