7-årig tilbageholdt: Movia siger undskyld
Lille skoledreng græd efter rystende oplevelse i bus

Movia undskylder kontrollørernes opførsel, som fik den lille dreng til at græde og ryste af skræk
SJÆLLAND:Busselskabet Movia kommer nu med en stor uforbeholden undskyldning, efter Movia-kontrollører tilbageholdt en 7-årig dreng fra Haslev på, da han var på sin daglige bustur fra skole til fritidshjem.
Kontrollørerne beordrede ham til at holde sin kæft, holdt ham alene tilbage i bussen, da de mente, at der var noget galt med hans buskort og endte med at give ham en bøde.
Bagefter gik drengen rystende og grædende hen til sit fritidscenter, hvor han og andre børn, der havde været med bussen, blev trøstet og havde brug for at tale oplevelsen igennem med fritidscenterets voksne.
- Det må ikke ske
Ifølge centerchef i Movia, Søren Englund, er det en ren tilståelsessag, der ikke kan undskyldes nok.
- Vi vil gerne give en stor uforbeholden undskyldning til børnene. Det her må ikke ske, det er ikke sådan, vi kontrollerer børn, og man må ikke holde børn tilbage i bussen. Det står i vores retningslinjer, og kontrollørerne har ikke handlet som de skulle, siger han til DR P4 Sjælland.
Søren Englund vil ikke sige, hvad der konkret vil ske internt i Movia på baggrund af sagen, men vil ikke afvise, at man tager kontakt til forældrene. Dels for at tale sagen igennem med dem, og dels for at give dem en dybfølt undskyldning.
Mor: De skræmmer livet af min søn
Den 7-årige drengs mor, Mette Fabricius Engel-Holm, er rystet over, at det kan ske.
Og hun mener i øvrigt ikke, at der er noget galt, med det pågældende månedskort.
- Og hvis der skulle være noget galt, kan de jo bare stille og roligt kontakte os forældre. De har jo alle oplysninger, i stedet for at skræmme livet af en lille dreng, siger hun til DR P4 Sjælland.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.