AaB blev ydmyget af SønderjyskE
Nordjyderne kom foran på en perle af Kasper Risgård, men mestrene tabte alligevel 1-4 til SønderjyskE
Opdateret 22. maj 2022 kl. 23:55
AALBORG: Søndag eftermiddag kunne AaB komme på omgangshøjde med Randers FC, der indtager tredjepladsen i Alka Superligaen. Det krævede en hjemmesejr over SønderjyskE, men AaB tabte kampen 1-4.
AaB har tidligere haft store problemer med at skabe chancer mod SønderjyskE, men denne søndag fik nordjyderne åbnet godt op for gæsternes forsvar fra første fløjt. Allerede i kampens femte minut havde hjemmeholdet muligheden for at tage føringen.
En veloplagt Henrik Dalsgaard spillede bolden op på Nicklas Helenius, der lod kuglen passere til Kasper Risgård. Den offensive midtbanespiller snød sin direkte oppasser og trykkede af, men målmand Marin Skender havde styr på den flade afslutning. Umiddelbart efter forsøgte Thomas Enevoldsen at krølle bolden ind i det lange hjørne, men angriberen sendte bolden forbi den fjerneste stolpe.
Smuk scoring
Fire minutter senere stjal Henrik Dalsgaard bolden i defensiven, og den lynhurtige back satte straks tempo. Gæsterne forsøgte forgæves at fange hurtigløberen, der fandt Nicklas Helenius på kanten. Angriberen forsøgte sig med en tværaflevering til Thomas Enevoldsen, men SønderjyskE fik akkurat blokeret bolden ud til et hjørnespark.
I kampens 20. minut var det Nicklas Helenius’ tur til at teste Marin Skender i SønderjyskE-målet. Nicolaj Thomsen fik prikket bolden videre til angriberen, der var alene med tre mand. Helenius snød to af dem med et par snævre træk, men Skender dykkede ned og reddede den ellers kvalificerede afslutning.
Fem minutter senere kunne jublen så bryde løs på NORDJYSKE Arena. Thomas Enevoldsen steg til vejrs og headede bolden videre til Kasper Risgård, der lod bolden hoppe en enkelt gang i feltet, inden han uimodståeligt smadrede bolden over i modsatte målhjørne. Denne gang var Skender chanceløs, og så stod der 1-0 til AaB.
Forgæves flugter
Gæsterne var kun farlige, når AaB smed bolden væk i opspillet, hvilket skete ved enkelte lejligheder i første halvleg. Hjemmeholdet var dog toneangivende, og i det 34. minut var Nicolaj Thomsen tæt på at fordoble føringen.
Frederik Børsting fandt Thomsen Enevoldsen i en hurtig AaB-omstilling, og angriberen forsøgte sig med en tværbold, der blev blokeret ud til Nicolaj Thomsen. Kantspilleren tog bolden med i luften og forsøgte sig med en flugter, men afslutningen sad lige på gæsternes keeper.
Fra anden halvlegs start blev Frederik Børsting afløst af Rasmus Jönsson, og kort efter sit indhop var svenskeren tæt på at komme på tavlen med en følt afslutning, men Marin Skender fik akkurat fingrene på bolden, der havde kurs mod det lange hjørne.
Sønderjysk show
Kort efter fik Nicklas Helenius skabt plads til sig selv i feltet, men angriberen ramte ikke bolden ordenligt, da han forsøgte at dirigere den ind i det lange hjørne. Det ændrede dog ikke det overordnede indtryk af en god AaB-start på anden halvleg.
Derfor var det også ganske overraskende, at stillingen blev 1-1 i det 49. minut. Rasmus Thelander fumlede i defensiven, og Marvin Pourie stjal straks bolden. Angriberen var efterfølgende iskold, da han løb ned og udplacerede Nicolai Larsen.
I det 53. minut sendte gæsternes Erik Marxen et giftigt langskud mod AaB-målet, men bolden sejlede forbi den fjerneste stolpe. Det var måske et varselsskud, for to minutter senere kom hjemmeholdet bagud 1-2. Tommy Bechmann kom fri på kanten og fik dirigeret bolden ind foran mål. Her endte den af omveje hos Marvin Pourie, der måtte se sin afslutning blive blokeret af Kenneth Emil Petersen. Returen trillede dog ud til Silas Songani, der let kunne sende SønderjyskE i front.
Nordjysk nedsmeltning
AaB havde dermed sat føringen over styr, og selvom cheftræner Kent Nielsen forsøgte at bringe ny energi ved at sende topscorer Anders K. Jacobsen på banen, endte det med at gå helt galt for de forsvarende mestre.
I kampens 78. minut sejlede en høj bold ind i AaB-feltet, og den dalede ned foran Bjørn Paulsen, der udbyggede gæsternes føring. Blot to minutter senere blev 1-3 til 1-4, da SønderjyskE slog til i en kontra, som Johan Absalonsen afsluttede ved at passere Nicolai Larsen.
Derefter begyndte hovedparten af de 4644 tilskuere at udvandre, og de gik ikke glip af noget i de sidste 10 minutter. AaB endte med at tabe kampen 1-4.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.