AaB kan stille med stærkeste hold

Lasse Nielsen bestod testen før kampen mod Sønderjyske

Henning Hansen
Rasmus Jönsson får debut i AaB-truppen, men starter på bænken. Foto: Henrik Louis
Fodbold 11. september 2013 12:43

AALBORG: AaB-cheftræner Kent Nielsen har frit valg på alle hylder til fredagens superligakamp ude mod Sønderjyske, efter at stopperen Lasse Nielsen onsdag kunne træne med på fuldt blus.

Lejesvenden Rasmus Jönsson har udsigt til debut i truppen, men er ifølge Kent Nielsen endnu ikke i form til 90 minutter og må indstille sig på at starte på bænken.

Forsvarsreserven Kasper Pedersen havde meldt fra på grund af sygdom, men ellers manglede ved onsdagens træning kun landsholdsfarerne Nicolaj Thomsen, Hallur Hansson og Lukas Spalvis, der var på vej hjem fra deres respektive opgaver og først tilslutter sig AaB-lejren torsdag.

Spalvis fik ikke debut

Nicolaj Thomsen fik tirsdag fuld spilletid i U21-landsholdets 2-2 kamp ude mod Slovenien, mens Hallur Hansson var med i det sidste kvarter på Færøernes A-landshold, der på hjemmebane tabte 0-3 til Tyskland i VM-kvalifikationen.

Lukas Spalvis var for første gang udtaget til Litauens A-landshold, der hjemme mødte Liechtenstein i en VM-kvalifikationskamp, men den 19-årige angriber kom ikke på banen i 2-0 sejren.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...