AaB kom ned på jorden
Randers tog alle tre point på NORDJYSKE Arena
Opdateret 31. august 2015 kl. 06:32
AALBORG: AaB kunne på ingen måde følge op på mandagens 5-1-sejr over OB, da Randers FC søndag var gæster på NORDJYSKE Arena.
Kronjyderne vandt 2-0 i et opgør, hvor Randers’ kompakte defensiv effektivt fik elimineret det flydende angrebsspil, AaB’erne viste frem i mandags.
AaB fik en forfærdelig begyndelse på kampen, da Randers allerede efter fire minutters spil tog teten. Et passivt AaB-hold lod Randers-anfører Christian Keller løbe en halv banelængde med bolden, før han blev nedlagt på kanten af feltet af Rasmus Würtz. Det efterfølgende frispark fra Viktor Lundberg blev rettet af i muren og snød AaB-målmand Nicolai Larsen, og så havde gæsterne fået en drømmestart.
Den start kunne være blevet endnu bedre et par minutter efter, men heldigvis for AaB headede Mustafa Amini over mål.
Efter otte minutters spil var AaB til gengæld tæt på en udligning, men Randers-målmand Karl-Johan Johnsson hev en stor redning frem på Kenneth Emil Petersens hovedstød.
Resten af første halvleg forløb med et stort AaB-overtag, men hjemmeholdet kom frem til meget få scoringsmuligheder mod et velorganiseret Randers-hold, der derfor kunne gå til pause med en 1-0-føring.
Anden halvleg indledtes også med et stort spillemæssigt overtag til AaB, og efter 51 minutter var det tæt på at give afkast. Efter et par gode kombinationer i venstre side havnede bolden hos Patrick Kristensen, der fandt Lukas Spalvis ved den fjerneste stolpe, men den litauiske angriber måtte se sit hovedstød prelle af på overliggeren.
Få minutter senere sværmede AaB’erne igen om Randers-målet, men denne gang måtte Kasper Risgård se sit forsøg gå snert forbi mål. I det følgende angreb var det til gengæld gæsterne, der bød sig til, da Johnny Thomsen brød igennem i højre side. Hans indlæg ramte Viktor Lundberg, men den svenske topscorers hovedstød sad lige på Nicolai Larsen.
Kampens næste store mulighed tilfaldt også Randers, da Nicolai Poulsen fik en helt fri skudchance på kanten af feltet, men midtbanespilleren høvlede bolden langt over mål.
Efter 65 minutters spil burde gæsterne dog have bragt sig foran 2-0, da en misset clearing fra Henrik Dalsgaard gav Jonas Borring en kæmpe chance, men kantspilleren lobbede bolden på overliggeren.
Med 10 minutter tilbage slukkede Randers imidlertid al håb for AaB. En fæl fejlaflevering fra Kasper Pedersen satte gang i en kontra til gæsterne, og her kunne Viktor Lundberg nemt finde en helt fri Mandla Masango, der midt for mål bankede bolden ind bag Nicolai Larsen.
Fire minutter før tid var AaB tæt på en reducering, men Nicklas Helenius’ hovedstød blev reddet af Karl-Johan Johnsson, og så kunne Randers tage en 2-0-sejr med hjem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.