AaB leverer ikke vare

Inger Møller er utilfreds med, at NORDJYSKE har en overskrift, der hedder "Ufortjent point til AaB i Køge".

Inger Møller mener at man i stedet skal bakke AaB op, altså underforstået, at man skal lyve og skrive "Fortjent point til AaB i Køge"? Måske så Inger Møller ikke kampen, for skulle man skære ind til benet, så burde overskriften have været "Tyveri af AaB i Køge". Vi skal selvfølgelig bakke op om AaB, men det udelukker jo ikke, at vi også skal være realistiske. Inger Møller tror åbenbart, at fordi AaB's hjemmebanestadion kommer til at hedde NORDJYSKE Arena, så er det en gestus fra AaB's side, men sådan er verden altså ikke skruet sammen, Inger Møller. NORDJYSKE betaler en anseelig sum penge for at få lov til at navngive Aalborg Stadion med sit eget navn, og når man betaler så mange penge, så forventer man altså, at man får noget tilbage, f.eks. at spillerne går på banen og spiller for at vinde. Hver gang. Det, AaB'erne leverede i Køge, var en fornærmelse ud over alle grænser, den ringeste indsats i mands minde. Inger Møller tror, at det her bare er en leg, men det er altså mere end det, det er også en forretning, hvor NORDJYSKE betaler flere millioner til AaB, og de er derfor også i deres gode ret til at påpege, når AaB ikke leverer varen. NORDJYSKE er også i deres ret til at klandre AaB's ledelse, hvilket de heldigvis også gør, når de på ganske kort tid formøbler mellem 200 og 300 millioner kroner, og ikke nok med det, men disse fuldstændig ansvarsløse mennesker bliver siddende på deres poster. Tilsyneladende har de kun en eneste grund til dette, nemlig at smide de sidste kroner overbord, for så længe der er penge nok til at lønne den administrerende direktør og bestyrelsesmedlemmerne, så bliver de. Mit største ønske ér, at disse mennesker kan modbevise dette, men jeg tvivler. AaB kunne i dag sagtens have været Danmarks rigeste klub. Nu er de nær på en bankerot. Er det den ledelsesstil, du så varmt bakker op, Inger Møller?