AaB-matchvinder: Fantastisk følelse

Markus Holgersson glædede sig over det sene sejrsmål, der sikrede tre point i Farum

Foto: Anders Kjærbye/Scanpix

Foto: Anders Kjærbye/Scanpix

FARUM:Markus Holgersson blev søndag eftermiddag helten for AaB, da svenskeren med sin scoring i kampens overtid sikrede tre point i 2-1-sejren ude over FC Nordsjælland.

Holgerssons scoring fuldendte et comeback i anden halvleg, efter at AaB ellers var gået til pausen nede med 1-0.

- Det var en fantastisk følelse at se den bold gå i mål. Jeg synes, at vores tålmodighed betalte sig for os i dag. Vi havde bolden meget, men havde svært ved at skabe de oplagte målchancer, men vi blev ved med at trykke på, og det betalte sig heldigvis til sidst, siger Markus Holgersson.

Begge AaB’s mål faldt i øvrigt efter frispark fra Marco Meilinger. Et kvarter før tid sendte østrigeren selv bolden i nettet, før han altså i overtiden serverede bolden for Markus Holgerssons fødder.

- Han har en fantastisk venstre fod, og den er vi glade for i dag. Vi er ikke så højt et hold, men vi er stadig meget farlige på dødbolde, fordi både Enevoldsen og Meilinger sparker dem rigtig skarpt fra hver sin side, siger Markus Holgersson.

De tre point i Farum betyder, at AaB fortsat er ubesejret i Alka Superligaen. De første fire kampe har således givet otte point.

- Det er en okay start. Nu har vi bevist, at vi kan vinde på udebane, så nu skal vi også til at gøre det på hjemmebane, siger Markus Holgersson.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.