Sport

AaB sparket ud af pokalturneringen

Trods udebane var FC Midtjylland det skarpeste hold i kvartfinalen

Foto: Lars Pauli
Foto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret kl. 22:15

AALBORG: Pokaleventyret er slut for AaB’s superligahold - før det blev rigtig spændende.

Onsdag aften tabte aalborgenserne 2-3 på eget græs til FC Midtjylland foran 4124 skuffede tilskuere, og dermed blev kvartfinalen endestation for Morten Wieghorsts tropper.

FC Midtjylland fik hurtigt tiltvunget sig et overtag og havde i Paul Onuachu en giftig angriber, som AaB’erne ikke kunne styre.

Det var dog hjemmeholdet, der først fik bolden i nettet ved Edison Flores efter et kvarters spil. Men bolden blev vurderet til at have været ude over baglinjen forinden.

I stedet slog midtjyderne til i den anden efter efter 21 minutter. Ikke overraskende var det Paul Onuachu, der var over en returbold midt i feltet.

Bare syv minutter senere blev det 0-2 ved samme nigerianer. Igen efter en returbold, som dog denne gang var et decideret drop fra Ivan Lucic i AaB-målet.

Inden pausen fik AaB dog skabt en livline, da Jakob Ahlmann med et flot fremstød fremvang straffe med en tværpasning, der blev blokeret med hånden. Rasmus Würtz var iskoldt fra pletten til 1-2-reducering. FC Midtjylland kom bedst ud til anden halvleg, og allerede i det 53. minut fik de udbytte. Rasmus Nissen strøg til baglinjen og centrerede perfekt til sin backkollega Filip Novak til 1-3.

Det fik tilsyneladende AaB til at smide hæmningerne. Thomas Enevoldsen, Jakub Sylvestr og Kasper Risgård kom også ind fra bænken og hjalp med at sætte fut i fejemøget.

Det var netop Kasper Risgård, der stod for reduceringen til 2-3 i det 77. minut. Lige udenfor feltet sparkede han følt bolden ind i det lange hjørne og tændte håbet på Aalborg Portland Park.

Den helt store mulighed for udligning kom dog aldrig til AaB, og dermed var pokalnedturen en kendsgerning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden