AaB tester afrikansk angriber
20-årig angriber fra Cameroun prøvetræner i AaB
AALBORG: Han er fra Cameroun, han sparker bedst med venstre fod, og han gjorde sig fredag i angrebet for AaB, da de trænede på Hornevej. Det kunne lyde som en hurtig retur af rekordsalget Christian Bassogog, men fredag bød på en gæstespiller i AaB.
20-årige Emile Eyock trænede fredag med det aalborgensiske Alka Superliga-mandskab. Prøvespilleren er den "første i langtid", som AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, formulerer det.
Det er således agenter, som AaB tidligere har arbejdet sammen med, der har anbefalet angriberen, og det fik altså AaB til at give et sjældent ja til at tage en spiller til prøvetræning.
- Med den type spiller giver ikke det mening at se dem live. Vi bliver nødt til at se dem i vores omgivelser, siger Allan Gaarde.
Han betegner prøvespillere generelt som spørgsmålstegn og understreger, at selvom der sandsynligvis kommer nogle prøvespillere for at vise sig frem i den kommende tid, er det ikke nødvendigvis det eneste, AaB vil foretage sig på transfermarkedet til sommer.
Emile Eyock har ikke tidligere spillet i Europa, oplyser Allan Gaarde.
Den 20-årige angriber, der har gjort sig i hjemlandets Ligue 2, viste fredag prøver på sin træfsikkerhed med venstreskøjten, da han sammen med andre af de unge AaB-angribere øvede afslutninger. Omvendt lod førsteberøringer og skud med det kolde højre ofte lidt tilbage at ønske. Angriberen træner efter planen med til midten af næste uge.