AaB tilbagekalder defekte trøjer
Blå velgørenhedstrøje fjernes fra salg

Den blå velgørenhedstrøje fra AaB bliver nu udskiftet med en ny model, fordi den nuværende tilbagekaldes som følge af produktionsfejl. Arkivfoto: Andreas Falck
AALBORG:AaB’s superligahold har fejret flere sejre på banen iført den blå velgørenhedsspillertrøje i dette forår. Nu er det dog blevet til et nederlag for trøjen. For den blå AaB-trøje, der kaster 100 kroner af sig til et velgørende formål i Nordjylland, når nogen køber den, er nu blevet dømt ude af Hummel og AaB.
Der er nemlig blevet fundet enkelte tilfælde af, at trøjen ikke holder godt nok i vask. Det betyder, at AaB-logoet på brystet og Hummel-logoerne på armene risikerer at ryge af, når trøjen er vasket flere gange. Selvom det langt fra er alle af AaB’s blå trøjer, der er udsat for problemet, vælger Hummel og AaB nu at trække trøjen tilbage.
Hummel har således kunnet konstatere en produktionsfejl på en af sportsmærkets samarbejdsfabrikker, som producerer trøjen til Hele Nordjyllands Håndsrækning. Derfor får alle ejere af den blå trøje nu mulighed for at få trøjen og udgifter til tryk og forsendelse refunderet, hvis de har oplevet problemer.
- Vi er ærgerlige over fejlen på trøjen, men finder det mest ansvarligt at give alle muligheden for at få sin trøje refunderet, selvom det langt fra er mange, der har oplevet problemet, siger AaB’s administrerende direktør, Stephan Schors, i en pressemeddelelse.
Hos Hummel beklager man også fejlen. Sammen med AaB ser de nu frem til at lancere en ny velgørenhedstrøje.
- Når sådan en udfordring opstår, er vi glade for den altid tætte og positive dialog, vi har i vores samarbejde med AaB, og fremadrettet vil vi bestræbe os på fortsat at udvikle de fedeste spillertrøjer til AaB, ligesom vi vil gøre alt for, at et lignende problem ikke opstår igen, siger Hummels salgschef i Norden, Norden Lars Westergaard.
Veteran Oasen var udvalgt til at modtage 100 kroner, hver gang den blå støttetrøje blev købt. Men det godtgørende formål bliver ikke berørt af, at trøjen nu trækkes tilbage. I stedet er Spar Nord, Hummel og AaB blevet enige om at donere 90.000 kroner til formålet ved årets udgang. Beløbet er det samme, som Veteran Oasen ville have modtaget for de i alt 900 velgørenhedstrøjer, som oprindelig blev sat til salg, hvis alle trøjerne blev solgt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.