Åbent hus i Det Grå Fyr
Efter to års restaurering af fyranlægget i Skagen inviteres der nu indenfor
SKAGEN: Du kan opleve fyrmesterboligen og hele det fredede fyranlæg, når Realdania By & Byg inviterer til åbent hus den søndag 11. december klokken 13-17.
Det sker for at markere afslutningen på to års restaurering.
Fyret fra 1858 blev nedlagt i 2013. Året efter købte Realdania By & Byg det af staten for at sikre det historiske anlæg tegnet af arkitekten N.S. Nebelong for eftertiden.
Siden da har selskabet restaureret og nyindrettet anlægget omkring fyret for at genskabe den oprindelige stil og stemning og gøre fyranlægget klar til en fremtid som et moderne naturformidlingscenter drevet af Naturstyrelsen.
- Vores ambition har været at sikre et enestående eksempel på et fyranlæg, der i dag har udspillet sin rolle som pejlemærke for sejlende. Samtidig er der fundet en fremtidig brug af anlægget, der styrker oplevelsen af naturen for de mange besøgende, som området har. Det Grå Fyr er et af landets smukkeste og mest vellykkede fyr placeret midt i et unikt kystlandskab. Derfor har indpasning af p-pladser i landskabet også været en vigtig del af projektet, som vi glæder os til at vise frem, udtaler adm. direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
Nyt liv i fyrmesterboligen
Det Grå Fyr i Skagen blev efter fire års byggeri indviet i 1858.
Og den første fyrmester, Wilhelm Martin Theodor Meyer (1815-1889), kunne flytte ind i den tilhørende embedsbolig, der var opført og malet i tråd med datidens gode smag. Og det betød farver. Masser af farver. Nu er fyrmesterboligen restaureret, og de oprindelige ruminddelinger genskabt. Gamle plankegulve, døre, fodlister og originale hængsler og greb er så vidt muligt bevaret eller genskabt.
Lofter og vægge har fået farver i tråd med de oprindelige farver, der er fundet ved farvearkæologiske undersøgelser.
Det Grå Fyr, fyrmesterboligen og sidebygningerne er med Realdania By & Bygs restaurering nu bevaret for eftertiden.
Oplev Det Grå Fyr i Skagen søndag den 11. december, hvor der er åbent hus klokken 13-17 på Fyrvej 36. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
Om Det Grå Fyr
Fyranlægget, der består af fyrtårn, fyrmesterboligen og to sidebygninger, er opført i 1858 og tegnet af arkitekt Niels Sigfried Nebelong (1806-1871).
Processen tog fire år, hvilket skyldes, at Skagen ikke havde en havn, så der skulle anlægges en særlig anløbsbro for at få byggematerialer frem.
Der blev lagt ekstra mange kræfter i funderingen i den sandede odde. Der er anvendt 429 lærkestolper á seks meters længde.
Fyret er 46 meter højt og var indtil 1962 Danmarks højeste. Fra 1962 blev Dueodde Fyr det højeste.
Hele anlægget blev bygningsfredet for 40 år siden (i 1977).
Fremtiden for Det Grå Fyr
Huset skal fremadrettet anvendes som naturformidlingscenter med Naturstyrelsen som lejer.
Huset vil fortsat være ejet af Realdania By & Byg, som også fremover vil formidle arkitekturen og husets historie gennem lejlighedsvise rundvisninger med Realdania By & Byg Klubben.
Om restaureringen
Selve fyrtårnet blev restaureret i 2008. Derfor har Realdania By & Bygs restaurering handlet om fyrmesterboligen, sidebygningerne og sammenspillet med den omkringliggende natur. Man har forsøgt at genskabe det originale udtryk og bevare fleste mulige oprindelige detaljer og materialer.
Bygningernes facader er afrenset og malet, så de nu står sandstensfarvede, og tagene er lagt med zinkplader. Vinduer er udskiftet og malet i en tidstypiske mørk grøn farve. I fyrmesterboligen har man så vidt muligt genanvendt trægulve, pudsede lofter og vægge, indfatninger, fodlister og fast snedkerinventar og rekonstrueret i nødvendigt omfang.
Farvesætningen er baseret på farvearkæologiske undersøgelser og refererer til den originale farvesætning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.