Aalborg bliver fiskeriby
Indkøbere fra fiskeindustrien og opdrætsnæringen kloden over valfarter til DanFish International
AALBORG: Fiskeri bliver et hovederhverv i Aalborg i denne uge, når indkøbere fra fiskeriet, fiskeindustrien og akvakulturen fra overalt på kloden valfarter hertil.
DanFish International og den sideløbende messe for opdrætsindustrien, DanAqua, der begge åbner onsdag, tegner på forhånd til få bekræftet deres status blandt verdens førende fagmesser for fiskeri og fiske-opdræt.
300 udstillere fra 20 lande beslaglægger tilsammen 10.000 kvadratmeter i Aalborg Kongres & Kultur Center plus 3500 kvadratmeter i en stor pavillon i Kildeparken.
- Udstillingen får hermed samme omfang som i 2011 og vi fornemmer klart, at det dyk, der kom efter finanskrisens udbrud i 2008, nu er forvundet, siger projektleder Else Herfort.
Totalt udsolgt
- Vi har store forventninger. Der har været totalt udsolgt til messerne i flere uger og stemningen i mange af de sektorer, vi retter os imod, er positiv, siger business development manager i Dansk Eksportforening, Halldor Halldorssen.
Specielt på områderne akvakultur og forædling oplever han et stort potentiale for vækst. Desuden er der løbende efterspørgsel på bedre og mere miljørigtige fiskeredskaber og fartøjer.
For de 244 danske udstillere - langt hovedparten - er DanFish / DanAqua chancen for at møde nye og gamle kunder og udbygge en allerede stor eksport af dansk fiskeri-teknologi.
Omsætning hos udstillerne, der direkte kan relateres til messen, vurderes på forhånd til at blive mellem 100 og 200 millioner kroner.
- Og det er et minimums-tal, vurderer Else Herfort.
Dertil kommer den omsætning omkring 10.000 gæster skaber i Aalborg i løbet af tre-fire dage.
Eksportfremme
Der er tale om en meget aktiv eksportfremmeindsats. Sammen med Dansk Eksportforening og andre samarbejdspartnere har DanFish International inviteret 100 toneangivende indkøbere fra fiskeindustrier og -rederier verden over på et særligt VIP-program med betalt overnatning.
10.000 mennesker ventes at besøge messen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.