Aalborg Håndbold kæmpede forgæves i Kolding
Nordjyderne måtte nøjes med sølvmedaljerne. KIF Kolding København vandt den anden DM-finale med 19-17 på hjemmebane

Galleri - Tryk og se alle billederne.
KOLDING:2960 tilskuere dannede fredag aften rammen om den anden DM-finale mellem KIF Kolding København og Aalborg Håndbold.
Nordjyderne havde tabte den første finale med 18-23 i Gigantium, og de forsvarende danske mestre havde således et svært udgangspunkt inden kampen i Kolding.
280 Aalborg-fans havde dog taget turen til TREFOR Arena for at støtte Nikolaj Jacobsens tropper i jagten på at genvinde guldet.
En tæt affære
Aalborg-spillerne kom fint ud til kampen, og der var masser af intensitet fra første fløjt. Niclas Barud og Jacob Bagersted sendte nordjyderne i front, men herefter tog KIF Kolding København over. Efter små 12 minutters spil fik Johan Jakobsson hul på bylden efter tre misbrugte forsøg, og så var Aalborg Håndbold tilbage i kampen ved stillingen 4-4.
De to hold fulgtes pænt ad efterfølgende, hvor nordjyderne forsøgte sig med flere forskellige angrebskonstellationer for at åbne hjemmeholdets stærke defensiv. Den mission lykkedes delvist.
Ole Erevik lukkede til tider helt af i den anden ende af banen, men når de forsvarende mestre endelig havde chancen for at tage føringen, manglede den sidste aflevering præcision. De få oplagte scoringsmuligheder blev samtidig misbrugt. KIF Kolding København var derfor foran med 12-11 ved pausen, selvom Aalborg-spillerne fightede flot.
Endelig i front
Nordjyderne fortsatte med at kæmpe efter pausen, og KIF Kolding København fik intet foræret. Præcis som i første halvleg var der muligheder for at komme foran, men Johan Jakobsson svigtede fra fløjen ved stillingen 13-13. Umiddelbart efter gjorde indskiftede Jeppe Green det samme, og efterfølgende sendte Nicolai Pedersen sin afslutning på træværket.
Føringen kom i fjerde forsøg, da Mads Mensah Larsen med sit tredje mål scorede til 13-14 i Aalborg Håndbolds favør. På det tidspunkt var der godt 20 minutter tilbage af kampen, og nordjyderne lugtede blod.
Efter godt 13 minutters af anden halvleg udlignede hjemmeholdet til 14-14 i en periode, hvor Nicolai Pedersen var udvist i to minutter.
Brænder på straffe
Aalborg-spillerne nægtede dog at give op, og det kom der et fint eksempel på halvvejs i anden halvleg, da Mads Mensah Larsen kastede sig ned på gulvet og på akrobatisk vis fik sat en kontra i gang, som Håvard Tvedten dog ikke kunne omsætte til scoring.
På det tidspunkt var Kasper Hvidt for alvor begyndt at melde sig ind i Kolding-målet, og efter små 18 minutters spil af anden halvleg snuppede han et straffekast fra Håvard Tvedten ved stillingen 14-14.
Den tidligere danske landsholdsmålmand blev i perioder af kampen overskygget af Ole Erevik, som fortsatte med at hive store redninger frem. Da Jacob Bagersted efter 18 minutter og 42 sekunders spil af anden halvleg bragte Aalborg foran med 14-15, havde hjemmeholdet eksempelvis kun scoret to mål på nordmanden efter pausen.
En flot sæson
Ole Erevik kunne dog ikke gøre det hele, og Aalborg Håndbold havde fortsat svært at score i det etablerede angrebsspil. Kolding-defensiven stod som en mur, og da Håvard Tvedten efter små 22 minutters spil af anden halvleg brændte sit andet straffekast på Kasper Hvidt ved stillingen 16-15, var drømmen om at genvinde mesterskabet ikke længere realistisk.
Mod kampens slutning udbyggede hjemmeholdet føringen, og Kasper Hvidt fortsatte på imponerende vis med at tage fra i målet.
Det hele endte med en hjemmesejr på 19-17, og KIF Kolding København er dermed danske mestre anno 2014. Aalborg Håndbold må nøjes med sølvmedaljerne, men nordjyderne kan alligevel se tilbage på en flot sæson.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.