Aalborg Håndbold sejrer efter tæt afslutning
En yderst nervepirrende afslutning endte positivt for Aalborg Håndbold i onsdagens kamp mod Bjerringbro-Silkeborg
Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:52
AALBORG: Efter en meget tæt afslutning, lykkedes det onsdag aften Aalborg Håndbold at hive en sejr på 23-22 i land mod Bjerringbro Silkeborg.
Aalborg Håndbold startede ellers sløvt ud. Det normalt så gode forsvar kom ikke i omdrejninger i de første minutter - formentlig fordi man satsede lidt og startede ud i en lidt anderledes formation end vanligt.
Efter syv-otte minutter begyndte Aalborg-spillerne at finde hinanden i det defensive, og Aalborg begyndte at æde sig ind i kampen.
Med 10 minutter på haluret opsnappede Buster Juul en bold og tog den hele vejen med op i den anden ende, hvor han efter en kraftanstrengelse af en anden verden hamrede bolden ind bag den tidligere Aalborg-målmand Søren Rasmussen.
Herefter satte Aalborg sig på kampen og førte halvlegen ud og var foran med 14-10 ved pausen.
Forstyrrende udvisninger
Starten af anden halvleg blev især præget af tre hurtige udvisninger til Aalborg Håndbold. Imponerende nok stod undertalsforsvaret godt imod, og føringen på fire mål blev kun reduceret med to scoringer - godt hjulpet på vej af Ole Erevik i målet, som igennem hele kampen viste, at han er i topform for tiden.
Udvisningerne var dog ikke noget, der slog Aalborg-spillerne ud. Det var som om, at holdet bare blev mere tændt af modgangen - specielt i forsvaret gav det udslag i nogle kraftanstrengelser.
Derfor genvandt Aalborg da også firemålsføringen, men den skulle vise sig ikke at holde hele kampen ud.
Dommerne i fokus
Dommerne fortsatte nemlig med at være i fokus, og i flere situationer gik det ikke Aalborgs vej. Krydrer man det med en faldende effektivitet i både forsvars- og angrebsspil, så ser det ikke særlig lyst ud.
Med fem minutter tilbage af kampen, havde BSV kæmpet sig op på stillingen 21-21, og marginalerne så for alvor ud til at hælde i midtjydernes retning.
Herefter var det dog BSV’s tur til at få en udvisning og så vendte momentum tilbage i Aalborgs favør. To scoringer af Emil Berggren sendte Aalborg tilbage i front.
Herefter nåede BSV at score en mere, og Aalborg kunne dermed fejre en sejr på 23-22.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.