Svømning

Aalborg Svømmeklub skovler medaljer ind

Mie Østergaard Nielsen er gået forrest ved DM på langbane, hvor der også er sat flere rekorder

Aalborg Svømmeklubs gyldne svømmere. Foto: Grete Dahl
Aalborg Svømmeklubs gyldne svømmere. Foto: Grete Dahl

ODENSE: Selv om Aalborg Svømmeklubs gyldne trio Mie Østergaard Nielsen, Julie Levisen og Viktor Bromer blot bruger DM på langbane som opvarmning til august måneds EM, så afholder det dem ikke fra at skovle medaljer ind i Odense.

På de to første DM-dage har trioen hentet seks guldmedaljer. Mie Østergaard Nielsen vandt først 50 meter bryst, og på andendagen fulgt hun op med guld i 200 meter medley i en tid, der er ny klubrekord. Endelig var guldfisken også med til at vinde damernes 4x100 meter holdkap i ny klubrekord.

Viktor Bromer vandt på førstedagen 200 meter medley, og han fulgte op på andendagen ved at tage guld i 100 meter butterfly i ny klubrekord.

Julie Levisen vandt først 100 meter fri, hvor Line Jørgensen Bruun i øvrigt vandt sølv, og på andendagen var hun også en del af den holdkap, der knuste al modstand. Den sidste del af holdkappen bestod af Mathilde Pugholm og Line Jørgensen Bruun.

For Mathilde Pugholms vedkommende er det også blevet til bronze i 100 meter butterfly, mens Line Jørgensen Bruun også har taget sølv i 400 meter fri.

Hos mændene er det ikke kun Viktor Bromer, der kan. Her har Sebastian Strandberg fået bronze i 100 meter butterfly.

Hos juniorerne har Aalborg Svømmeklub også høstet mange medaljer, så totalen lyder på ni guld, tre sølv og tre bronzemedalje efter blot to dage.

Gå til relaterede emner

Forsiden