Aalborg trak Flensburg-Handewitt
Det tyske storhold gæster Aalborg i Champions League. Derimod fik klubdirektør Jan Larsen ikke opfyldt sit ønske om et møde med Mikkel Hansens Paris SG
WIEN: Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, fik ikke sit ønske om et møde med Mikkel Hansens Paris SG opfyldt, da der fredag aften var lodtrækning til gruppespillet i mændenes Champions League.
Aalborgenserne var seedet i det bedste lag ved lodtrækningen, der fandt sted i Wien i Østrig.
Fra det andet seedningslag, hvor blandt andre Paris SG befandt sig, måtte Aalborg Håndbold nøjes med et knap så kendt og billetsælgende mandskab i slovenske RK Gorenje Velenje.
Derimod kan Jan Larsen og co. glæde sig til en ren publikumstræffer, når det tyske storhold SG Flensburg-Handewitt - spækket med danske landsholdsspillere - kommer på besøg.
SG Flensburg-Handewitt var fra tredje seedningslag. Derudover skal Aalborg op mod endnu et tysk hold, nemlig vinderen af opgøret mellem Berlin og de regeredde Champions League-vindere fra Hamburg.
Aalborg Håndbold kom derudover i pulje med spanske Naturhouse La Rioja samt et endnu ukendt kvalifikationshold fra femte seedningslag