Retssag

35-årig værge har snydt for 66.000 kroner

I retten tilstod den 35-årig mand alle forhold

Arkivfoto.
Arkivfoto.

AALBORG: I retten i Aalborg blev en 35-årig mand fra Farsø onsdag idømt 50 dages betinget fængsel. Han var tiltalt for at have begået underslæb og dokumentfalsk i sit job som beskikket værge i 2019.

Manden havde lavet falske fakturaer for ydelser, som han angiveligt skulle have lavet sammen med fem af de personer, han var værge for. Blandt andet var der fabrikeret en faktura fra et sommerhusudlejningsbureau.

De omtalte aktiviteter havde bare aldrig fundet sted.

Den 35-årige mand fik i alt 66.000 kroner udbetalt for ydelserne i tiden fra juli til december 2019. Pengene kom fra de personer, han var værge for og blev sat ind på mandens egne konti.

Det er en tilståelsessag, da manden i januar i år meldte sig selv til politiet.

- Han havde det så skidt med det, at han meldte sig selv. Det er klart, at det er en formildende omstændighed, at han har meldt sig selv og samtidig hjulpet i efterforskningen, siger anklager hos Nordjyllands Politi, Malene Andersen.

Manden har efterfølgende betalt alle pengene tilbage til de personer, han var værge for.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden