3F Aalborg ruller de røde faner ud i København: - Vi vil have mindstelønnen hævet
Der er kamp om penge til dem, der får mindst i lønposen
Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:37
AALBORG: 3F Aalborg ruller de røde faner ud og stiller med fire mand udenfor Forligsinstitutionen fra den aalborgensiske fagforening, når forhandlingerne tirsdag kører løs i forligsinstitutionen mellem arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri og fagforeningen 3F Byggegruppen.
- Vi kører til København i solidaritet med vores forhandlere. Vi har de røde faner med, fortæller formand for 3F Aalborgs Byggegruppen, Raidar Kogstad, der fortæller, at det primært bliver 3F-gruppen fra Aalborg - og kollegaer fra København, der vil stå som en rød solidarisk mur uden for forligsinstitutionen.
Raidar Kogstad forklarer, at det primært er lønkroner, det handler om.
Industriens overenskomst har sat rammerne for de forhandlinger, der er brudt sammen i byggeriet lige nu, men indholdet vil 3F gerne rykke rundt på.
- Det handler for os om retten til at forhandle selv indenfor de økonomiske rammer. Vi ønsker at hæve mindstelønnen på de cirka 125 kroner med 30 kroner, siger Raidar Kogstad.
- Der er nemlig tale om social dumping. Udenlandske kollegaer bliver placeret på mindstelønnen - og får aldrig nogensinde en reel mulighed for en lønforhandling. Dermed har de ikke en chance for at komme op på det lønniveau, der er normen inden for byggeriet, siger Raidar Kogstad.
Han håber på, at forhandlingerne kommer i gang tirsdag.
- Vi er meget spændt på at se, hvad der kan komme ud af mødet i dag. Om paraderne sænkes lidt i forhold til, at vi jo rigtig gerne vil forhandle frit, siger Raidar Kogstad.
Forligsinstitutionen blev etableret i 1910 og har til opgave at bistå ved interessekonflikter på arbejdsmarkedet.
Interessekonflikter foreligger når overenskomster er opsagt og skal fornys.
Interessekonflikter foreligger endvidere når der rejses krav om overenskomst på et område, hvor der ikke tidligere har været en overenskomst.
Forligsinstitutionen har til formål at hjælpe arbejdsmarkedets parter med at afslutte overenskomster uden arbejdsretslige konflikter.
Kilde: forligsinstitutionen.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.