AaB-sportschef: Vi sidder ikke og forhandler om Cifuentes
AaB's sportschef Inge André Olsen understreger, at Martí Cifuentes for nuværende er træner for hele Nordjyllands hold
Opdateret kl. 13:16
FODBOLD: Da AaB-truppen fredag formiddag trænede i Gistrup var det under ledelse af Martí Cifuentes.
Den spanske AaB-træner rygtes ellers kraftigt til svenske Hammarby. Ifølge den svenske avis Expressen er et skifte lige op over.
Ligeså vedholdende rygter sender den nuværende Randers-træner Thomas Thomasberg lidt nord på ad E45, hvor AaB skulle have forhørt sig på succestræneren.
Alle disse spekulationer er dog ikke nogle, som AaB' sportschef Inge André Olsen bruger mange tanker på at forholde sig til.
- Lige nu forholder vi os til, at Cifuentes er træner hos os, og vi sidder ikke og forhandler med andre klubber lige nu, siger sportschefen.
- Det er fint med den slags rygter, som der florerer lige nu. Det viser jo bare, at Martí har gjort et godt arbejde hos os, så vi lever godt med de her rygter. Det er helt naturligt, at der vil være interesse for både vores træner og nogle af vores spillere, når vi klarer os godt.
I forbindelse med årets første træningsdag i AaB udtalte Inge Andre Olsen:
- Vi ved, der er interesse for Martí, men vi ved ikke, om han er nogen klubs førstevalg eller nummer fem på listen, siger Inge André Olsen.
I forlængelse af den udtalelse er der ikke så meget nyt at tilføje.
- Det er stadig samme situation, så på den måde er der ikke så meget nyt at tilføje. Situationen har ikke ændret sig set fra vores synspunkt, siger Inge André Olsen.
AaB's sportschef er dog forberedt, hvis det viser sig, at rygterne bliver til realiteter, og Cifuentes skifter til svensk fodbold.
- Det er ikke anderledes med trænere, end det er med spillere. Vi har en løbende proces, hvor vi altid holder os opdateret på markedet for alternativer. Det vil sige, at vi ikke står på bar bund, hvis vi for eksempel skal finde en ny træner, siger Inge André Olsen.
I forhold til rygterne om et link mellem AaB og Thomasberg vil AaB's sportschef ikke sige noget konkret.
- Det vil altid være sådan, at hvis vi skal ud at finde en ny træner eller spiller, så er det danske marked altid det første, vi afsøger. Det er mest oplagt, siger Inge André Olsen, der ikke får ødelagt nattesøvnen af omgivelsernes spekulationer.
- Hvis det bliver aktuelt at finde en ny træner, så er det jo ikke mere end et år siden, at vi satte samme proces i gang, da Jacob Friis trak stikket som cheftræner. Her afsøgte vi markedet og fandt flere interessante emner. Det arbejde har vi naturligvis ikke bare smidt i skraldespanden, siger Inge André Olsen.
Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.