Aalborg skifter fra grønt til gult: Corona presser ældreplejen

Sygemeldinger og karantæne blandt de ansatte på kommunens plejehjem samt i hjemmeplejen og sygeplejen kan komme til at ramme servicen til de ældre borgere

Det har endnu ikke været nødvendigt at skære ned på rengøringen hos de ældre i Aalborg Kommune. Men muligheden er der efter skiftet fra grønt til gult scenarie for at få tingene til at hænge sammen i den kommunale ældrepleje. PR-foto

Det har endnu ikke været nødvendigt at skære ned på rengøringen hos de ældre i Aalborg Kommune. Men muligheden er der efter skiftet fra grønt til gult scenarie for at få tingene til at hænge sammen i den kommunale ældrepleje. PR-foto

AALBORG:Antallet af sygemeldte og folk der er nødt til at gå i karantæne for at forhindre spredningen af corona-smitte er nu så højt blandt ansatte i Aalborg Kommunes ældrepleje, at politikerne i ældre- og handicapudvalget for nylig sagde ja til at skifte fra et grønt til et gult driftsscenarie, der både giver mulighed for at flytte personale til andre opgaver og skære i den service, kommunen hidtil har tilbudt ældre borgere.

- Det er ikke noget vi går ind og gør lige nu. Men beslutningen giver os muligheden, hvis situationen bliver endnu mere kritisk, end den er i øjeblikket, forklarer ældre-og handicaprådmand Jørgen Hein (RV).

Ifølge forvaltningen har der siden begyndelsen af december været stadig flere smitteudbrud blandt borgere og medarbejdere i ældreplejen, og et smitteudbrud på en arbejdsplads eller i en medarbejders private omgangskreds vil ofte medføre, at flere af vedkommendes kollegaer også skal i karantæne. Lige nu skønner man derfor, at der mangler omkring 32 medarbejder på kommunens plejehjem samt 7 i sygeplejen og 5 i hjemmeplejen, og det kan gøre det nødvendigt at flytte rundt på folk, ligesom man i givet fald vil kigge på, hvad der kan skæres i af andre ydelser for at få tingene til at hænge sammen.

- En træls situation

- I første omgang kigger vi for eksempel på træningsområdet og de aktivitetscentre, hvor der er fastansatte. For selvom der er tale om en slags nødbekendtgørelse, som giver os mulighed for det, vil vi helst ikke ind og pille ved rengøringen. Dels fordi det vil kræve en ny visitation, men også fordi rengøring er så vigtig for at forhindre spredning af corona-smitte, så det bliver noget af det sidste, vi kommer til at skære i, tilføjer Jørgen Hein.

Han oplyser, at det hidtil har kunnet lade sig gøre at flytte personale til andre opgaver af frivillighedens vej. Og sådan håber han naturligvis, det fortsætter.

- Men det er en træls situation, vi står i, og der bliver kæmpet en brav kamp for at få tingene til at hænge sammen, understreger han.

- Heldigvis er der allerede nu 60 procent af medarbejderne, der har fået deres andet stik, og vaccinationerne på plejehjemmene er også overståede. Så nu skal vi i gang med de plus 85 årige, der modtager hjemmehjælp, og når det er overstået, får vi forhåbentlig lidt mere ro på, for vi er godt nok pressede i øjeblikket, siger rådmanden.

Rehabiliteringscentrene i Mou og Ulsted har gode erfaringer med at genoptræne ældre, der skal lære at blive mere selvhjulpne. Men pt. er de lukkede, fordi der er hårdt brug for medarbejderne andre steder. Arkivfoto: Lars Horn <i>Lars Horn / Baghuset</i>

Rehabiliteringscentrene i Mou og Ulsted har gode erfaringer med at genoptræne ældre, der skal lære at blive mere selvhjulpne. Men pt. er de lukkede, fordi der er hårdt brug for medarbejderne andre steder. Arkivfoto: Lars Horn Lars Horn / Baghuset

Ifølge direktør i ældre- og handicapforvaltningen Jan Nielsen sker justeringerne først og fremmest for at frigøre ressourcer, og derfor er han også glad for, at det indtil nu har kunnet lade sig gøre af frivillighedens vej.

- Vi er gået i gult scenarie, og derfor er der nu lukket på rehabiliteringscentrene i Mou og Ulsted og på de aktivitetscentre, hvor der er personale på, forklarer han.

- Men der er ingen tvivl om, at vi er hårdt pressede, for hver gang der er en enkelt, som bliver syg, er der samtidig også flere andre, som skal i karantæne, fortsætter han.

Kan rulles tilbage

- Så vi håber, at det er ved at begynde at gå den rigtige vej, for der er jo helddigvis flere og flere, som allerede er vaccineret, understreger Jan Nielsen.

Han betegner derfor det ny scenarie som en mulighed, hvis udviklingen ikke går, som man krydser fingre for i øjeblikket.

- Og bliver der ikke behov for det, ruller vi naturligvis tingene tilbage igen, siger Jan Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.