Politi

Aalborg Storcenter og Bilka evakueret på grund af brand

Ilden opstod på varelageret hos Bilka

Branden opstod på varelageret hos Bilka.
Branden opstod på varelageret hos Bilka. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 21:03

AALBORG: Aalborg Storcenter blev evakueret tirsdag aften på grund af ildebrand.

Meldingen om brand kom klokken 18.43. Den var opstået på varelageret hos Bilka, oplyser Nordjyllands Politi.

- En hurtig indsats af personalet har begrænset branden, lød det fra politiet.

Indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab Henrik Christensen oplyste ved 19.45-tiden, at Bilkas sprinklersystem var blevet aktiveret, og det havde begrænset ilden en del.

- Da vi landede, fik vi slået det sidste ned, siger indsatslederen.

Der ventede dog stadig nogle timers arbejde, da paller skulle bringes ud i en varegård og efterslukkes.

Branden opstod på varelageret hos Bilka. Foto: Jan Pedersen

Skadesservice blev tilkaldt. Ud over skader på lageret skete der røgskader i Bilkas butiksområde.

Flere ambulancer var tilkaldt, men der var ikke melding om personskade.

- Noget af personalet var lige forbi ambulancerne for at blive tjekket, men jeg har ikke meldinger om, at nogen skulle på sygehuset til tjek for røgforgiftning eller andet, lød det ved 20.30-tiden fra vagtchef René Kortegaard, Nordjyllands Politi.

Han roser personalet hos Bilka, som hurtigt fik lukket nogle branddøre og dermed begrænset ilden.

- Da alarmen gik, satte det gang i en evakuering af Bilka og storcentret, fortæller indsatsleder Henrik Christensen.

Nordjyske erfarer, at ilden kan være opstået ved en ladestation til blandt andet de telefoner, personalet bruger i butikken. Herfra har en ansat set en stikflamme. Oplysningerne kunne ikke bekræftes af politiet tirsdag aften.

Branden opstod kort tid før, at butikkerne i Aalborg Storcenter skulle lukke, mens Bilka først skulle have lukket klokken 22. 

Tirsdag aften kunne Salling Group - som Bilka er en del af - oplyse, at Bilka Skalborg allerede kan åbne til normal tid onsdag.

- Dygtige folk fra beredskabet har sammen med skadesservice og Bilkas egne folk knoklet med at gøre alting klar, oplyste kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden