Drab

Ankesag: Tre mænd vil frifindes for drab på åben gade i Aalborg

Tre mænd blev sidste år dømt for drabet på en 27-årig mand i Øgadekvarteret

Michael Bygballe

Opdateret kl. 12:20

AALBORG: Ankesagen mod tre mænd, der sidste år i Retten i Aalborg blev idømt hver 12 års fængsel for drabet på en 27-årig mand på åben gade i Øgadekvarteret i Aalborg, begynder mandag i Vestre Landsret.

Her går de tre mænd efter at blive frifundet for drabet.

Drabet vakte opsigt, da det skete 5. august omkring klokken 18 for øjnene af flere vidner efter et biluheld i krydset Østre Alle/Langelandsgade. Her blev den nu afdødes bil påkørt af en sort Mercedes, hvor to af de dømte sad i.

Uheldet blev startskuddet til dramatiske scener, hvor den nu afdøde blev jagtet hen ad Langelandsgade, og på hjørnet af Turøgade blev han overfaldet med slag og spark, stukket 11 gange med kniv og slået flere gange med et jernrør.

Han døde kort tid efter af sine kvæstelser.

Under sagen i Retten i Aalborg kom det frem, at der havde været længere tids uvenskab mellem de tre dømte og den nu afdøde. Den 27-årige dræbte var tidligere medlem af Bandidos ligesom den 28-årige dømte var det.

Nægter drab

De tre dømte - en 29-årig mand og to mænd på 26 år - nægtede sig skyldige i drab.

Den 29-årige erkendt dog under byretssagen at have stukket den 27-årige en gang i låret med en kniv, og en af de 25-årige dømte erkendte at have slået den nu afdøde en til to gange med jernrøret.

Den sidste af de dømte afviste pure at have udøvet vold.

Retten i Aalborg var dog ikke i tvivl om, at alle tre mænd havde deltaget i volden, som endte i drab.

Retten mente dog ikke, at de dømte havde planlagt at slå den 27-årige ihjel, men retten fandt, at mændene undervejs i overfaldet måtte have indset, at det var sandsynligt, at den 27-årige kunne dø af den vold, han blev udsat for.

Der forventes først at falde dom i ankesagen i næste måned.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden