Drabssagen fra Hjallerup

Dom i drabssag fra Hjallerup bliver anket: Kræver forvaring

Den dømte fik 12 års fængsel i byretten

Efter drabet på den 13-årige pige var der mindehøjtidelighed i Hjallerup.
Efter drabet på den 13-årige pige var der mindehøjtidelighed i Hjallerup. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 11:22

Anklagemyndigheden anker dommen over den 19-årige mand, der blev idømt 12 års fængsel for det brutale drab og voldtægt af en 13-årig pige i Hjallerup sidste år.

Det oplyser Statsadvokaten i en pressemeddelelse. 

Og det er netop fængselsstraffen, der får anklagemyndigheden til at tage sagen i landsretten. 

Her vil kravet lyde på forvaring.

- Når vi anker sagen, handler det om, at der er tale om en ualmindeligt grov og dybt alvorlig sag, hvor Retslægerådet har været meget klare i mælet i forhold til, hvor farlig gerningsmanden er. Derfor mener vi, landsretten bør tage stilling til, om han skal idømmes forvaring og ikke blot fængsel, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen i en pressemeddelelse.

Krævede også forvaring i byret

Den 19-årige erkendte drabet og usømmelig behandling af lig under sagen i byretten.

Han forklarede i retten, at det var et skænderi, efter pigen havde slået op med den dengang 17-årige dreng, der fik det til at slå klik for ham, efter en aften i ungdomsskolen i Hjallerup.

Han nægtede dog pure at have voldtaget den 13-årige pige.

Men han blev dømt for alle tre forhold, og spørgsmålet var så, om den 19-årige skulle have en tidsbestemt straf eller forvaring. 

Anklager Mette Bendix nedlagde påstand om forvaring - hovedsageligt på baggrund af den dømtes mentalerklæring og Retslægerådet udtalelse.

Ifølge Retslægerådet er den 19-årige nemlig så farlig for andre, at rådet ikke blot anbefalede, men fandt det påkrævet, at den 19-årige blev idømt forvaring.

Alder blev afgørende

Den dømte var dog 17 år på gerningstidspunktet, og han er ikke tidligere straffet for kriminalitet. 

Og det er dog yderst sjældent, at gerningspersoner, der var under 18 år på gerningstidspunktet, er blevet idømt forvaring. 

Derfor blev både alder og hans rene straffeattest afgørende for den dom, der i sidste ende blev udmålt af Retten i Hjørring.

Forsvarer Mette Grith Stage henviste til en Højesteretsdom, hvor en forvaringsdom til en person under 18 år var blevet ændret til otte års fængsel. 

Det var også et uenigt nævningeting ved Retten i Hjørring, der kom frem til straffen på 12 års fængsel.

Otte stemte for fængsel, mens fire stemmer ville idømme den 19-årige forvaring.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden