Annemette hjalp fuld og forladt karnevalspige hjem: - Vi skal passe bedre på hinanden
Hverken venner, forældre eller taxi var der til at hjælpe en fuld, forvirret og skoløs pige hjem fra karneval

Annemette Mogensen måtte have hjælp fra sin egen mor for at hjælpe en ung, fuld og forvirret pige sikkert hjem fra karneval Foto: Lars Pauli
AALBORG:En ung pige, ene og alene på Nørresundby-siden af Limfjordsbroen lørdag aften ved 23.30-tiden. Uden sko og uden jakke og så fuld at retningssansen tilsyneladende fuldstændig var forsvundet. Vejen fra karnevalsfesten var gået mod nord og hele vejen over broen i stedet for mod hjemmet i modsatte retning.
35-årige Annemette Mogensen var også på vej hjem fra karnevalet, da hun spottede pigen.
- Hun var højst 19 år, meget fuld og kunne blive det nemmeste offer. Det var rigtig synd for hende, fortæller Annemette Mogensen.
Hun fandt hurtigt ud af, at pigen var gået i den helt forkerte retning. Det var der heldigvis råd for:
- Jeg prøvede at ringe efter en taxa til hende, så hun kunne komme sikkert hjem. Men de sagde, at der ville gå mellem tre kvarter og en time, før der ville komme en, og så var det ikke engang sikkert, at der nogensinde ville komme en, fordi de havde så travlt. Derfor fik jeg at vide, at det nok ville være nemmere at fange en taxa på vejen. Det var jo piece of cake, tænkte jeg, men alle kørte bare forbi - det var lidt tarveligt, for de var allesammen ledige, men sikkert på vej ind for at samle nogen op ved Jomfru Ane Gade, fortæller hun.

- Forhåbentlig kan det få nogle til at tale om, at når man er en gruppe veninder eller venner, der tager i byen sammen, så tager man også hjem sammen, siger Annemette Mogensen. Privatfoto
Heldigvis var der flere muligheder:
- Jeg fik pigen til at prøve at ringe efter sine forældre. Men der var ingen af dem, der tog den, forklarer hun.
- Det var simpelthen så forfærdelig synd for hende, at hverken hendes venner eller forældre steppede op for hende. For selvom det i sidste ende er ens eget ansvar, så synes jeg, man har et fælles ansvar for, at der ikke er nogen, der havner i sådan en situation. Det var hun alt for ung til, siger Annemette Mogensen, der tilbød pigen at overnatte hos hende i Nørresundby.
- Men hun ville bare hjem. Så til sidst ringede jeg efter min egen mor, som heldigvis gerne ville køre hende hjem.
Vigtig diskussion
Situationen lørdag aften, der heldigvis endte lykkeligt, har sat flere tanker igang hos Annemette Mogensen.
I første omgang blev det til en lang snak med hendes egen datter på 13 år om, at hun altid kan ringe, når hun selv på et tidspunkt begynder at gå i byen. Siden satte hun sig til tasterne og beskrev situationen i et opslag på Facebook.
"... har vi seriøst ikke lært noget af Mia-sagen, og alle de mennesker der er faldet i havnen ? Og var der ikke 4 anmeldelser for voldtægt til Karneval ? Hende her, kunne sagtens være blevet Nr. 5", skrev hun blandt andet i opslaget, der har fået overraskende stor bevågenhed.
I skrivende stund er det blevet delt over 200 gange og har kastet en lang række reaktioner af sig. Både anerkendende kommentarer og diskussioner om, hvem der har ansvaret for, at de unge mennesker kommer sikkert hjem fra byen. Forældrene? Vennerne? Desuden er der også beskrivelser af andres oplevelser til årets karneval.
"Jeg havde fat i en 3-4 piger der gik alene, men efter det gik op for mig at utallige mennesker i alle aldre og køn dinglede rundt på egen hånd indså jeg at jeg måtte give op", lyder det blandt andet i en kommentar.
Redningskvinden selv glæder sig over, hvor mange, der har lagt mærke til opslaget.
- Det var jo egentlig bare et lille surt opstød, jeg havde brug for at komme af med, men jeg synes, det er en vigtig diskussion. Vi skal huske at passe på hinanden. Derfor er jeg megaglad for, at den lille reminder, jeg havde set det som, er blevet til en noget større ting, end jeg havde forventet, siger hun.
- Forhåbentlig kan det få nogle til at tale om, at når man er en gruppe veninder eller venner, der tager i byen sammen, så tager man også hjem sammen.
Og måske vil hun også passe lidt bedre på sig selv en anden gang.
- Jeg var jo også selv på vej alene hjem. Det var måske heller ikke så smart, konstaterer hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.