Beredskabet ude for at redde usædvanligt dyr i Limfjorden
Det var hverken en vaskebjørn, ulv eller hund, der var havnet i Limfjorden midt i Aalborg
Opdateret kl. 13:50
Beredskabet i Aalborg, der normalt tager sig af brande eller oprydning efter trafikuheld, var torsdag formiddag på en noget usædvanlig opgave, da de blev kaldt ud til en redningsaktion i Limfjorden.
Ud for Østre Kanalgade og restaurantskibet Prinses Juliana i Aalborg, svømmede et dyr rundt.
- Jeg blev kaldt herned og kunne se, at der svømmede et dyr rundt. Det peb og var i knibe, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Niels Eltzholtz.
Han fik derfor tilkaldt en svømmer fra beredskabet i Aalborg.
Inden de nåede frem, var der dog mange gæt på, hvilket dyr der var tale om.
Der blev gættet på både en vaskebjørn, en ulv, en hund og meget andet.
Svømmeren fra beredskabet fik med et net indfanget dyret, der var afkræftet, og fik det løftet på land. Her kunne indsatslederen slå fast, at der var tale om en mårhund, der på en eller anden måde var havnet i Limfjordens vand midt i Aalborg.
Det var nogle forbipasserende, der kort før klokken 9.30 havde set den svømmende mårhund, der også højlydt peb.
Mårhunden er nu overgivet til Dyrenes Beskyttelse.
Da mårhunde er en invasiv art vil den dog blive aflivet - på en anden måde end druknedøden i Limfjorden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.