Beslutning lukker by for tusindvis af biler: Og nu tales der om at udvide ordningen

En stramning af krav til miljøzonen er nu vedtaget, og rådmand peger på, at man er klar over, at det får konsekvenser for tusindvis af bilister, men andre bydele kan måske følge efter

Skærpelse af miljøzone er nu vedtaget, og nu vil flere politikere se på en udvidelse. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Skærpelse af miljøzone er nu vedtaget, og nu vil flere politikere se på en udvidelse. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Snart er gamle dieseldrevne personbiler uden partikelfilter uønskede i dele af Aalborg midtby, og hvis de ikke overholder de nye regler, vanker der en klækkelig bøde.

På mandagens byrådsmøde blev en skærpelse af miljøzonen nemlig enstemmigt vedtaget, og det betyder, at fra 1. oktober 2023 vil dieseldrevne personbiler uden partikelfilter ikke længere kunne køre i miljøzonen, hvilket er en meget stor del af Aalborg midtby.

Men måske bliver de gamle dieselbiler og deres ejere kørt yderligere ud på et sidespor, for flere partier i byrådet vil se på en udvidelse af  den eksisterende miljøzone for at begrænse partikelforureningen.

- Vi synes, at det er synd, at det kun er en begrænset andel af borgerne i Aalborg by og ikke borgerne i Nørresundby, som på den her måde skal skånes for partiklerne. Vi ville ønske, at der var flere, der kunne opleve renere luft, mindre forurening og færre kræfttilfælde, sagde Daniel Nyboe Andersen (R).

Daniel Nyboe Andersen (R) vil gerne se på, om det er muligt at udvide den eksisterende miljøzone, så andre borgere også får glæde af mindre luftforurening  <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Daniel Nyboe Andersen (R) vil gerne se på, om det er muligt at udvide den eksisterende miljøzone, så andre borgere også får glæde af mindre luftforurening  Arkivfoto: Torben Hansen

Han spurgte allerede tilbage i januar ind til muligheden for en udvidelse hos by og landskabsforvaltningen, men han har stadig ikke fået svar. En af indsigelserne i offentlighedsfasen går også på en udvidelse af miljøzonen til Nørresundby.

- Kunne man udvide zonen lidt, kunne man tage noget af Nørresundby med, og hvad med Vesterbro behøver den egentlig at være fritaget, sagde Daniel Nyboe Andersen med henvisning til, at Vesterbro er en del af transitruten, der er er udpeget for at sikre mulighed for gennemkørsel via Limfjordsbroen, hvis der er spærret gennem Limfjordstunnelen.

Også Enhedslisten vil se på en udvidelse.

Ønske fra Vestbyen

- Jeg er helt enig i, at det bør vi se på også med udgangspunkt i, at udover Nørresundby har der også været ytret meget kraftigt ønske om det fra Vestbyens side, sagde klima- og miljørådmand Per Clausen (EL). 

Han tilføjede, at man også bør se på spørgsmålet om luftforureningen fra kakkelovne.

- Som vi indtil nu ikke rigtig har rørt ved. Jeg tror, at vi kommer til at undersøge lidt nærmere, om der også er udfordringer på det område, for sagen er den, at luftforurening kombineret med støj er to kæmpe store udfordringer, som rammer borgere i Aalborg Kommune rigtig hårdt, sagde Per Clausen.

By og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) pegede i forhold til en mulig udvidelse af miljøzonen på, at skærpelsen i Aalborg Midtby også vil tilgodese andre byområder tæt på miljøzonen, fordi erfaringerne viser, at de gamle dieselbiler uden partikelfilter tages ud af markedet.

By og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) mener, at udvidelsen af den eksisterende miljøzone vil gavne andre bydele, fordi de gamle dieseldrevne personbiler tages ud af markedet. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

By og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) mener, at udvidelsen af den eksisterende miljøzone vil gavne andre bydele, fordi de gamle dieseldrevne personbiler tages ud af markedet. Arkivfoto: Torben Hansen

- Det har en afledt effekt også på Nørresundby og på Vestbyen og andre områder, fordi der alt andet lige vil blive fjernet biler, fordi folk går ud og handler dem og skiller sig af med dem i forbindelse med det her, sagde Jan Nymark Thaysen.

I forvejen er ældre lastbiler, busser og varebiler uden partikelfilter omfattet af miljøzonen, og en politisk aftale på Christiansborg har gjort det muligt for byrådene i Aalborg, København, Frederiksberg, Aarhus og Odense Kommuner at få omfattet personbiler. Kommunen er klar over, at det får konsekvenser for bilejerne.

- Vi ved også, at det selvfølgelig vil ramme nogen, sagde rådmanden.

Han pegede på, at en tommelfingerregel er, at cirka 20 procent af de 2700 bilejere har et eller flere årlige besøg indenfor miljøzonen.

Han tilføjede, at det primære for Venstre er at få fjernet noget partikelforurening.

- Nogle syndere

- De her ældre diselbiler er bare nogle syndere i forhold til partikelforurening.

Han mener, at en skærpelse er det eneste rigtige.

- Jeg har det sådan, at et lungekræfttilfælde, som vi kan forhindre ved at gøre det her, det er sådan set hele indsatsen værd, sagde Jan Nymark Thaysen.

P-hus undtaget

Rådmanden pegede også på, at P-huset i Kennedy Arkaden er undtaget, og derfor kan man parkere her, hvis man har en dieselbil, der omfattes af skærpelsen.

- Så kan man gå derfra eller tage en bus, der er i hvert fald masser af muligheder. Og så er der rigtig mange overgangsordninger, for vi ved godt, at det her kan ramme nogen på pengepungen, og det er en svær tid for mange.

Dispensation

Hvis man bor i miljøzonen, kan man få en dispensation i 12 måneder fra skærpelsen træder i kraft. Desuden er der flere andre dispensationsmuligheder. 

- Der bliver god tid til at finde sig et andet køretøj eller til at få eftermonteret et partikelfilter, sagde Jan Nymark Thaysen og pegede på, at de, der er svært økonomisk stillede, kan søge en statslig pulje om tilskud til et partikelfilter.

Samfundsmæssig gevinst

Miljøministeriet har vurderet, at hvis miljøzonekommunerne vælger at benytte muligheden, vil det have en positiv lokaleffekt på luftforureningen i zonerne og dermed for de mennesker, der bor, arbejder og færdes i miljøzonerne. Desuden vil det ifølge ministeriet give en samfundsmæssig gevinst på 114-317 mio. kr. samt have en lille indirekte positiv klimaeffekt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
23-årig skyldig i at have dræbt 27-årig efter bytur - kammerat frifundet
Luk