Blev stoppet med dyre cykler i Tyskland: Nu er 52-årig mand dømt
En række af cyklerne blev stjålet i Aalborg
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:59
AALBORG/SØNDERBORG: En 52-årig mand fra Litauen er ved Retten i Sønderborg blevet idømt et år og ni måneders fængsel samt udvisning af Danmark for bestandigt i en sag om omfattende hæleri af cykler og for overtrædelse af et tidligere indrejseforbud.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 52-årige mand blev den 9. juli i år anholdt umiddelbart syd for grænsen til Tyskland, hvor han kørte i en varebil på motorvejen med lastrummet fyldt med stjålne cykler fra blandet andet Aalborg og Aarhus.
I alt fandt politiet 15 cykler, og efterfølgende blev den litauiske mand udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Efterforskningen i sagen viste, at en række af cyklerne er stjålet i Aalborg og Aarhus tidligere i juli måned.
Flere af cyklerne er dyre mærkevarecykler, og den samlede værdi af de tohjulede er gjort op til 73.300 kroner.
Den 52-årige mand nægtede at udtale sig i retten, men modtog dommen.
Den litauiske mand var idømt et seks år langt indrejseforbud gældende fra august 2016.