Brune papirsposer fyldt med velsmag - fransk inspirerede restauranter udleverer varen
Takeaway er naturligvis ikke som at være der selv - desværre

Der er fransk inspireret mad at hente fra Applaus og Dejavú - nu også med weekendmenu
Der er godt med velsmag i sådan to brune papirsposer fra Applaus/Dejavú i Aalborg, der har otte retter og en dessert at vælge imellem - og som nu også tilbyder en weekendmenu.
Det er nyt i forhold til denne anmeldelse, men absolut en god ide, hvis man vil gøre det lidt festligt. Det er lidt af en udfordring, når man køber enkeltretter. De er anrettet i plastikbakker, hvilket gør det svært både at dele og at varme op - faktisk også at anrette på tallerken, hvis man har lyst til det.
Sådan bedømmer vi takeaway
1 stjerne - Ikke optimalt – brug for forbedringer
2 stjerner - Det meste fungerer – nogle ting kunne være bedre
3 stjerner - Alt i orden – god mad
Heldigvis er indholdet i bakkerne værd at fortælle om. Vi havde, som stedet anbefaler, valgt to til tre retter pr person på den let overskuelige hjemmeside: Skagentoast, “Stoddersandwich”, Foie gras terrine, carpaccio, dagens fisk, en sprød tærte - samt to friterede østers - til i alt 830 kroner.

Maden tager sig nok flot ud i plastikbakker, men det er den bedste emballering, hvis man vil dele, vare op eller bare gøre det lidt festligt derhjemme.
Vi holder ind til siden på Borgergade, jeg tager mundbind på og smutter ind på Applaus, hvor poserne er gjort klart. En venlig takeaway-udleverandør pakker ud og tilbage igen, mens hun fortæller, hvilke sovse, der er til hvilke retter, og få minutter senere er jeg tilbage i bilen.
Da vi kommer hjem, er det tydeligt, at de lune retter ikke er beregnet til længere transport end rundt om hjørnet, men vi åbner en flaske bobler og tager for os.

Foie gras terrine - en højdespringer både hvad angår smag og evne til at klare transporttid.
Begynder med østers. De er paneret i pankorasp, sprøde, overraskende kødfulde og smager dejligt af frisk hav. En grillet citronskive leverer tætte dråber af syrlighed, som gør godt sammen med en smagstæt tatarsovs. Vi er på vej.
Fortsætter med Skagentoast, som vi forsøger at dele i to, hvilket er lidt svært med et pocheret æg, men igen rigtigt gode mundfulde. Rejerne er friske og spændstige.
Fiskeretten har ikke haft godt af den ekstra rejse fra hav til bord, selv om vi varmer den lækre hummersovs for at give lidt liv tilbage til retten. Altså, det smager godt, men understreger, at takeaway - alt andet lige - mest er noget, man vælger for de trængte restauranters skyld. Og der er i hvert fald ingen duft i køkkenet - hvilket den opmærksomme kunde ville have vidst på forhånd - der er ingen tjener, ingen måltidsrytme. Maden må ligesom klare sig selv.
Det kan den. Sandwichen er en bordbombe af smag - pulled pork, gåselever, spejlæg på briochebrød - mens carpaccioen, de tynde, tynde skiver oksekød med trøffel, mere er finesse, men stadig med velsmag og fylde. Det samme er at sige om foie gras terrine, der er højdepunktet, både fordi den smager himmelsk og ikke lader sig slå ud af en smule transporttid eller plastikbakke. En meget sødsyrlig, tætsmagende rabarberkompot og en sveske giver et ekstra pift til den fede, fyldige, krydrede skive velsmag. Uhm.
Og så er der kage. Mørdej, vanillecreme, solbær, hindbær, skum - en ordentlig mundfuld - krymmel, støv. Bum. Applaus og Dejavú laver altså god mad.
Vi misser at matche en enkelt af sovsene, og stedet kunne - gerne på hjemmesiden - være lidt mere hjælpsomme til at vælge retter i forhold til transporttid, og til at sammensætte en menu -men det har den nytilkomne weekendmenu nok rettet op til, så vi drysser tre stjerner

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.