Bulder og brag over Aalborg søndag nat: - Vi vidste ikke, hvad der skete i Field's

Hotel Hvide Hus gennemførte fyrværkerishow efter skyderi i Field's. Nu forklarer arrangøren bag hvorfor

Det var svært for Rebildselskabets bestyrelse at aflyse gallamiddag med en grund, den ikke vidste om var reel.  <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Det var svært for Rebildselskabets bestyrelse at aflyse gallamiddag med en grund, den ikke vidste om var reel.  Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG:Efter det tragiske masseskyderi i storcentret Field's søndag, blev en Harry Styles-koncert, og Tour-reception på Kongeskibet aflyst. 

Men ikke alle større arrangementer blev aflyst. På Hotel Hvide Hus i Aalborg holdt den dansk-amerikanske venskabsforening Rebildselskabet sin årlige gallamiddag med tre retter og til slut et fyrværkeri, der kunne ses og høres over det meste af Aalborg.

- Vi valgte at gennemføre programmet ud fra, at vi ikke vidste, hvad der skete i Field's, siger Jørgen Bech Madsen, der er præsident for Rebildselskabet, dagen derpå.

- Vi var gået i gang med arrangementet, da vi hørte, at der havde været skyderi i København. Den eneste ændring var, at ambassadørerne forlod festen på grund af potentiel sikkerhedsfare. Men vi vidste simpelthen ikke, hvad der var sket, siger han.

På de sociale medier har flere aalborgensere lagt videoer op af det fyrværkeri, der blev skudt af til middagen. Flere af dem forholder sig kritisk til at affyre fyrværkeri efter skudepisoden. Det vil Jørgen Bech Madsen dog ikke forholde sig til. 

- Det har jeg ikke en kommentar til, siger han. 

At lade gallamiddagen fortsætte var det eneste rigtige, mener han.

- Dem, der forsøger at ødelægge det danske samfund og de danske værdier, burde ikke forhindre os i at mødes med vores venner og familie for at hygge os, siger Jørgen Bech Madsen med henvisning til den gerningsmand, der søndag skød og dræbte adskillige mennesker i Field's.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.