Hygiejne

Cirkus Arena opdaget i ulækker hygiejne-brøler

Spildevand blev ledt direkte ud på græsset, som om en uge indtages af solbadere og legende børn

Cirkus Arena har igen problemer med, at spildevand fra beboelsesvognene ledes direkte ud på græsset i stedet for i kloakken.
Cirkus Arena har igen problemer med, at spildevand fra beboelsesvognene ledes direkte ud på græsset i stedet for i kloakken. Foto: Martin Damgård

AALBORG: Så er den gal igen.

Cirkus Arena, der netop har indtaget Fjordmarken i Aalborg Vestby, er igen blevet taget i at lukke spildevand fra beboelsesvognene direkte ud i naturen.

Det bekræfter By og Land i Aalborg Kommune, som fortæller, at de har været i dialog med Cirkus Arena tirsdag morgen.

- Vi har fra By og Lands side været i dialog med Cirkus Arena på Fjordmarken her til morgen. Cirkus Arena har fået en frist til i eftermiddag til at få bragt forholdene i orden.

Aner det ikke

Cirkus Arena har tilsyneladende ikke lært af den negative opmærksomhed, som de løb ind i sidste år.

Christian Berdino, der var presseansvarlig hos Cirkus Arena, fortalte dengang, at de tog det fulde ansvar og ville sikre, at det ikke skete igen.

Men det gjorde det så alligevel.

Det var jo et problem sidste år, da I var i Aalborg. Hvordan kan det være, at I igen vælger at lede spildevand direkte ud på græsset?

- Det ved jeg ikke, siger Christian Berdino til Nordjyske.

Kommer det som en overraskelse for jer, at spildevandet skal ledes ned i en brønd?

- Næh, vi har pumpesystemer, som kan lede vand derhen, så det gør det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke er blevet sat op fra starten, men det er ved at blive rigget op nu, og kommunen er her og er med til det.

Foto: Martin Damgård

Ingen afføring

Christian Berdino ved ikke, hvad det er for noget vand, som beboelsesvognene har ledt ud på græsset, men forsikrer, at der i hvert fald ikke er tale om vand fra vognenes toiletter.

- Det kan ikke lade sig gøre. Det løber er tanke under vognene med propper i, siger han til Nordjyske.

Men selv om det ikke er toiletvand, er det stadig et problem. 

Havde forventet noget andet

I det øjeblik, cirkusset er væk fra Fjordmarken igen, skal området nemlig bruges til andre formål, og så går det ikke, at der er ledt spildevand ud på overfladen.

- Der en forventning om, at spildevand løber i en kloak af hygiejniske årsager. Det er ren og skær sund fornuft, at spildevand ikke ligger i overfalden, siger Kirsten Lund Andersen, stadsgartner i Aalborg Kommune.

Arealet på Fjordmarken har Cirkus Arena lejet af Aalborg Kommune, og Kirsten Lund Andersen fortæller, at gentagne overtrædelser af lejeaftalen kan få alvorlige konsekvenser.

- Vi havde da en forventning om, at sagen ikke gentog sig i år, efter de fik en venlig påmindelse sidste år, men mon ikke Cirkus Arena er blevet så kloge, at når de gæster os næste gang, så opfører de sig helt eksemplarisk, siger hun og fortsætter:

- Hvis det bliver alt for grelt, så er det måske ikke hos os, de skal være. Men jeg har da en forventning om, at de retter ind.

Cirkus Arena er i Aalborg frem til søndag 21. maj. Herefter kører de videre til Hadsund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden