Ildebrand

Storbrand er slukket. Men en ting må du ikke gøre

30 brandfolk var involveret i slukningsarbejdet


Opdateret kl. 11:55

Det var en brand af de store, da Svømmehallen Østre Allé gik op i røg tirsdag.

Onsdag står ydermurerne tilbage, mens taget er væk, og de forskellige betonkonstruktioner er meget påvirkede af varmen fra ilden. 

Beredskabet fik meldingen om den voldsomme brand i Aalborg omkring klokken 8.30, og midt på eftermiddagen forlod slukningskørertøjerne stedet igen.

- Vi har haft fire brandvagter på stedet indtil klokken 8 i morges, siger chefvagt Diana Sørensen fra Nordjyllands Beredskab.

- De har slukket nogle få ildlommer. Vi måler også løbende med termiske kameraer, og der er ikke mere varme derovre nu.

Man skal bruge sin sunde fornuft.
Diana Sørensen, chefvagt, Nordjyllands Beredskab

En indsatsleder vil dog løbende kontrollere brandstedet.

- Og i øjeblikket får vi også hjælp af alt det vand, der kommer fra oven.

Fare for nedstyrtning

Skadeservice har nu indhegnet svømmehallen, og med det kommer en opfordring.

- Bygningen er spærret helt af, fordi der stadig kan være fare for nedstyrtning, siger Diana Sørensen.

- Og det betyder, at man skal bruge sin sunde fornuft, for ingen skal gå ind bag hegnet. 

Som slukningsopgave var gårsdagens brand en af de større, omkring 30 brandfolk fra flere nordjyske stationer var involveret, da der ret hurtigt var både høje flammer og kraftig udvikling af røg.

- Nu evaluerer vi også vores egen indsats, men umiddelbart er der ikke noget, jeg synes, vi kunne gøre anderledes, selv om det selvfølgelig er ærgerligt, at så meget af svømmehallen er brændt, siger Diana Sørensen.

Der udbrød brand i taget på svømmehallen i Samsøgade tirsdag 13. august. Foto: Martél Andersen

Stationer bakker hinanden op

Hun glæder sig også over det gode samarbejde.

- Som leder er jeg selvfølgelig meget glad for, at vi i fællesskab lykkes så godt med opgaven. At vi stationerne imellem bakker hinanden op og hjælper, når der er behov, siger Diana Sørensen.

Mens svømmehallen er brændt, lykkedes det at redde omklædningsrum, teknikrum og kontor.

Nordjyllands Politi oplyser, at en håndværker er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven i forbindelse med branden.

Det er Aalborg Kommune, der ejer svømmehallen, og her er man nu i gang med at finde ud af det videre forløb i forhold til både genopbygning - og hvor brugerne af svømmehallen i stedet kan træne og gå til skolesvømning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden