De kalder sig frihedskæmpere, og når de har vundet kampen, vil de stille dronningen og andre fra eliten til ansvar for corona-svindel

Den såkaldte frihedsbevægelse, der slår på grydelåg mod fakta og videnskab, er indtil videre svær at tage alvorligt

Demonstration i Aalborg lørdag. Det kan kun vanskeligt kaldes en folkebevægelse, men det er alligevel sådan, corona-skeptikerne ser sig selv. Foto: Claus Søndberg

Demonstration i Aalborg lørdag. Det kan kun vanskeligt kaldes en folkebevægelse, men det er alligevel sådan, corona-skeptikerne ser sig selv. Foto: Claus Søndberg

ANALYSE:De kalder sig frihedskæmpere og mener, at de kæmper for os alle. De har stiftet Frihedsbevægelsens Fællesråd og kalder det selv for en frihedsbevægelse for folket, af folket.

De er mod vaccine, mod nedlukning - corona er ikke den store trussel, men det er derimod regeringen. Den er - mener de mange - en del af en verdensomspændende plan, der vil sikre eliten al magt, de fleste af pengene og undertrykke folket.

Det er store ord, men det er sådan, de opfatter sig selv. Som de, der har set sandheden og er på en ærefuld mission for at redde verden. Dø om så det gælder, faktisk.

- Er Danmark besat? Kan vi blive straffet for ikke at bruge våben mod besættelsesmagten, lyder det i et opslag i en af bevægelsesens grupper på Facebook. En anden skriver, man ikke kan kæmpe fredeligt mod staten....handlingen kræver, at nogen fysisk bliver fjernet fra, hvor de gør skade.

Der er kun en løsning tilbage, lyder det i et andet opslag: Det kræver en hård kamp mod regeringen, det hjælper ikke med grydeslag eller klager på papir...det kræver en borgerkrig.

Det lyder dramatisk, ordlyden minder om opslag, der kunne være skrevet af nogen af dem, der i sidste uge besatte Kongressen i USA, men i Danmark er virkeligheden knap så dramatisk, og foreløbigt er der ikke mange, der tager det videre alvorligt.

Kravet om borgerkrig kommer eksempelvis fra en negletekniker i Hvidovre, og indtil videre er det svært at se den såkaldte frihedsbevægelse som en virkelig trussel.

Godt nok blev der anholdt 18 til demonstrationer i sidste weekend - 13 i København, fem i Aalborg, men selvom det så voldsomt ud, var balladen på niveau med et opgør mellem FCK og Brøndby.

Anholdelserne skete under demonstrationer arrangeret af en gruppe, der kalder sig Men In Black. Det er usikkert, hvem de præcist er - en del af de anholdte i København kom i grundlovsforhør, og her fremgik det, at nogle af dem blot var rastløse unge fra Sønderjylland, der uden andet formål end gang i gaden havde taget turen til hovedstaden. Præcist hvem, der arrangerede demonstrationen i Aalborg, er det ikke lykkedes NORDJYSKE at finde ud af.

Hvem er de?

Folket er de i hvert fald ikke - et markant flertal af det danske folk har en ganske anden mening. For reelt er de kun en lille gruppe - lørdag var der demonstrationer i Aalborg og København, og det samlede deltagerantal var ifølge politiet omkring 300. Selv hævder de, at der var omkring 1000 til demonstrationen i København.

Men i den virtuelle verden er de flere - den største Facebook-gruppe, Folkebevægelsen for frihed, har 26.000 medlemmer, og dertil findes der bunker af større eller mindre grupper. Nogle har flere tusinde medlemmer, andre kæmper med at komme over 100.

Mange er medlemmer af flere grupper, så derfor er det umuligt at give et præcist tal - men over 40.000 er de ikke.

En egentlig organisation er det ikke, og der er ikke nogen formand eller valgt bestyrelse. Alligevel er der nogen, der har mere at sige end andre - især den arbejdsløse ingeniør Flemming Blicher og partileder Mads Palsvig og den selvudnævnte grundlovsforsker Martin Tisvilde fremstår som en slags chefideologer for foretagendet.

Bortset fra en enkelt byrådskandidat for Nye Borgerlige synes der ikke at være nogen politikere i grupperne. Derimod er der mange fra den alternative verden - healere, clairvoyanter og andre, der også før corona havde en overtros-parathed.

Hvad tror de på

Hvis der er fællesnævnere, så lyder de cirka sådan her: Frygten for corona er overdrevet, indgrebene i den personlige frihed svarer slet ikke til viruseets reelle farlighed, og Mette Frederiksen er en elendig statsminister, der hurtigst muligt skal for en rigsret.

Men derfra er det et utal af forskellige teorier, der kun ligner hinanden på ét punkt; At det hele handler om, at eliten - magthaverne og de rigeste - vil overtage butikken. De skulle være blevet enige om at bruge frygten covid-19 som midlet til at fratage folket friheden og selv overtage kontrollen over verden i al overskuelig fremtid.

Hvordan det skal ske, er der forskellige bud på - tidligere var det Bill Gates, der blev krediteret for den store plan, men nu er den mest populære teori, at det hele er udtænkt af Klaus Schwab. Han er tysk økonom, stifter og formand for World Economic Forum (WEF).

I sommeren 2020 lavede organisationen oplægget The Great Reset - de præsenterede det selv som deres bud på, hvordan økonomien kunne ændres til bedre at kunne tackle udfordringer som klimakrise og social ulighed, men mange steder blev den læst som en plan for at indføre et slags kommunistisk verdensherredømme, hvor en lille elite kunne vælte sig i luksus, mens alle andre måtte nøjes med en sørgelig borgerløn.

En anden meget udbredt teori er, at Danmark slet ikke har noget demokrati. I virkeligheden er det det hele styret af Dronning Margrethe, og det var også majestæten, der beordrede nedlukningen af landet. Mette Frederiksen og de øvrige politikere har bare fået royal ordre på at få det til at se ud som om, at det er dem, der bestemmer lovgivningen.

Bør frihedskæmperne tages alvorligt?

Næppe. Deres konspirationer er så vilde og usammenhængende, at de ikke vil kunne overbevise ret mange. Skræmmebilledet er selvfølgelig USA, hvor mange lod sig overbevise af de bizarre teorier fra QAnon bevægelsen.

I en dansk, demokratisk kontekst er de helt uden betydning - intet dansk parti af betydning er bare i nærheden af de holdninger. Der findes godt nok to partier, JFK 21 og De Visionære, der står for de holdninger, men foreløbigt er de meget langt fra at have indsamlet vælgererklæringer nok.

Også her står virkeligheden i skarp kontrast til frihedsbevægelses eget selvbillede. De tager sig selv helt alvorligt, og en del virker overbevidste om, at det er en dag er dem, der vil få magten. Til den tid vil der være mange - politikere, læger, myndighedspersoner, journalister og dronningen - der skal stilles til ansvar.

For at gøre den proces mere enkel er der allerede et notat om ansvarspådragelse. Får man sådan et tilsendt - og det har det samlede folketing allerede fået - kan man godt regne med at blive stillet til ansvar for en domstol den dag, frihedsbevægelsen overtager magten.

Indtil da kan man dog tage det helt roligt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.