Den Jyske Operas "Traviata" byder på gedigen operaoplevelse

Verdi, La Traviata

Den Jyske Opera

Violetta er en letlevende kvinde, som kæmper for sin ret til at leve sit liv på sine egne præmisser, på trods af omverdenens fordømmelse. Hun reddes heldigvis af Alfredo, som for en tid indgiver hende håb om et liv under kærlighedens vinger. 

Men projektet er naturligvis dødsdømt, tuberkulosen gnaver, og det hele ender som det må og skal, det er jo trods alt opera dette her.

I dagens Danmark er det svært at identificere sig med spillets aktører, man vil gerne tro på, at kvindens frihed i dag er så meget større end for 175 år siden. 

Når mere end 1300 mennesker i dag går i Musikkens Hus for at overvære endnu en opsætning af ”La Traviata”, så er det selvfølgelig mest på grund af Verdis musik, de smukke melodier - med og uden tekst - udviklingen af det musikalske drama og de stemninger og følelser, som musikken stadig er i stand til at fremkalde.

Og så er der sangerne. Sofie Lund i hovedrollen som Violetta fangede alle følelsesmæssige udtryk med sin smukke, varme og sødmefuld timbre. Også Magnus Vigilius som Alfredo fik sunget sig varm efter en lidt forsigtig start, mens Teit Kanstrups Giorgio (Alfredos emsige fader) tilførte rollen pondus og diversitet med sin magtfulde baryton.

Scenografien var ret traditionel (Musikhusets scene var til lejligheden omdannet til et regulært kukkasse-teater), og kostumerne fint afstemte.

Det, der godt kunne undre én, var, at der blev sunget på dansk, vel at mærke et dansk, der helt manglede poesi og duft. Det må have været et helvede for sangerne at få de smukke melodier til at leve med munden fuld af kartofler. 

Det havde været langt at foretrække for alle parter, om man havde bibeholdt den italienske libretto, teksterne blev jo alligevel oversat til dansk på skærmen.

Dirigenten Christopher Lichtenstein gjorde det fremragende, og også vores symfoniorkester leverede upåklagelig opbakning til sangerne.