Så du røgen over Hammer Bakker? Her er forklaringen

Et areal på tre til fire hektarer i den østlige del af Hammer Bakker stod torsdag i flammer. Der var dog ingen grund til bekymring

VODSKOV:Torsdag formiddag tændte Aalborg Kommune i samarbejde med Nordjyllands Beredskab en række bål i den østlige del af Hammer Bakker. Det betød, at man det meste af dagen kunne se flere røgskyer over det nordjyske bakkelandskab.

Et areal på mellem tre og fire hektarer skulle nemlig ryddes for de små grene og nåle, der lå tilbage efter en omfattende træfældning i området, der er sket som et led i at skabe et nyt stort naturområde, hvor naturen kan leve vildt.

- Vi forsøger at skabe nogle rammer, hvor naturen og de processer, der hører dertil, har fri mulighed for at udfolde sig, sådan at vi får et mere varieret plante- og dyreliv i området, fortæller projektleder i Aalborg Kommune, Svend Lassen.

Svend Lassen er i gang med at koordinere, mens flammerne klarede naturgenopretningen. Foto: Martin Damgaard

Svend Lassen er i gang med at koordinere, mens flammerne klarede naturgenopretningen. Foto: Martin Damgaard

De allerede fældede træer bliver brugt til byggeri, og de små kviste og nåle, der før afbrændingen lå tilbage, var det, som maskinerne ikke kunne tage med fra området. Ifølge projektlederen lå de imidlertid som et lag på jordbunden, som det kan være svært for nogle plantearter at spire op igennem. Derfor blev de samlet i store bunker, som er dem, der i dag blev brændt af.

- Grunden til, vi brænder det af, er, at vi gerne vil have nogle blottede flader, og så vil vi faktisk også gerne have nogle steder, hvor der er nogle askebunker, fordi det også giver noget variation, siger Svend Lassen, som fortæller, at nogle arter nyder godt af asken.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Han gør det klart, at hver eneste bunke blev tjekket for, om der skulle gemme sig nogen dyr derinde, inden bålene blev tændt.

- En vigtig pointe er, at vi altså ikke gør det med hovedet under armen. Vi gør det også i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening, sådan at vi er sikre på, at vi ikke mister en masse fugle osv. Men vi er jo midt i et meget koldt forår, og det er også derfor, vi gør det nu, så de ikke har unger, fastslår han og påpeger desuden, at Nordjyllands Beredskab sørgede for ild og sikkerhed, og at gæster blev opfordret til at holde god afstand til afbrændingen, som i øjeblikket er i gang med at blive slukket.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Til gavn for flere

Afbrændingen er en del af et større projekt om mere vild natur i Hammer Bakker og er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Dansk Botanisk Forening og Den Danske Naturfond.

Områderne har i århundrede været brugt til tømmerproduktion, og deraf er den oprindelige jordbund blevet ændret til en sur nåleskovsbund. Når afbrændingen er overstået, skal jordbunden være klar til, at blomster og nye træer kan etablere sig, og naturen kan udvikle sig frit.

Skovene, som indgår i projektet, og som Svend Lassen i øjeblikket kalder for monotont plantagebrug, skal blive en form for naturskov, hvor flere arter vil kunne leve.

- Det er ikke sådan, at nåletræer er forbudt. Det er mere den struktur, de står i. Ensaldrende og rækkestillede grantræer vil vi forsøge at fjerne, så vi måske får en slags mosaiknatur, som vi plejer at sige. Og der må gerne være rødgran, ædelgran, skovfyr og andre europæiske arter. Men primært vil der være meget bøge- og egeskov i området, siger han.

Det nye vilde naturområde med græssende dyr, som du kan læse endnu mere om gennem linket nederst i artiklen, skal blandt andet gavne dyrelivet i Hammer Bakker.

- Sådan noget som lort på arealerne hele året rundt gør faktisk, at der er rigtig mange biller, som trives bedre på arealet. Når de trives bedre, så kommer der også et rigere fugleliv, og sådan hænger det hele lidt sammen, siger projektlederen.

Svend Lassen håber også, at en vildere natur vil gøre området endnu mere attraktivt for besøgende.

- Nede ved Pebermosen, hvor vi har ryddet noget, er der blevet en fantastisk udsigt. Det er sådan en, folk stopper op og fotograferer, siger han og fortæller, at der med projektet også er blevet åbnet op for nogle arealer, som tidligere har været lukket for adgang, men som man nu må færdes i, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.