Snestormen rasede for to dage siden: Derfor er vejene stadig fyldt med sne og is
Onsdagens snestorm skabte de perfekte forhold for en umulig situation på vejene. Kommunen kæmper mod fastkørt is på asfalten

Sne og is er stadig et stort problem på mange veje i Aalborg Kommune. Arkivfoto 2. december: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
AALBORG:Selvom det nu er to dage siden den store snestorm ramte Nordjylland, er vejene flere steder i kommunen stadig mere eller mindre umulige at køre på grund af is og sne.
Men det er ikke fordi, kommunen ikke har gang i både plove og salt, fortæller afdelingsleder Niels Sloth. For alt er i gang i øjeblikket, forsikrer han.
- Vi har kørt hele natten og forsøger stadig at rydde op på de store veje. Men det er problematisk med fastkørt is. Det er også det man kan mærke ude på de store veje, hvor der er fastkørt rigtig meget is.
- Vi er i dag ved at forsøge at rydde op på nogle af de større veje og ved busstoppesteder. På de mindre veje, for eksempel boligveje, har vi en masse eksterne entreprenører, der kører og forsøger at rydde dem op.
Kommunens biler kører lige nu kombi-kørsel, hvilket vil sige, der er plov med stålskærer foran og saltspredning bagpå. I øjeblikket salter bilerne 25 gram pr. kvadratmeter. Normalt salter de 5-10 gram.
Den perfekte snestorm
De store mængder fastkørt is, som er svær at få bugt med, skyldes den helt særlige måde, som stormen opførte sig på i onsdags.
- Vi lavede en stor, kraftig for-saltning. Men så kom der en del regn i starten, som så gik over i slud. Det fik salten til at tære væk. Så dykkede temperaturen, og der kom sne. Så har vi pludselig ikke den tø-effekt på vejbanen, og så sætter det sig til is omgående, når man begynder at køre i det. Det er der, vi har problemet nu, siger Niels Sloth, der forklarer, at sneen ramte på et rigtig skidt tidspunkt midt i myldretidstrafikken.
- Jeg har medarbejdere, der har været i vintertjenesten i 35-40 år. De siger, de aldrig har oplevet nedbøren komme på den her måde.
Hvorfor kan man ikke bare sætte ploven i bund og køre afsted for at få den is væk?
Det kan man ikke. Vi har nogle dæksler, der ligger i vejbanen, som du begynder at rykke op. Dæksler kan godt ligge en centimeter eller to længere oppe, og så hedder det skraldebang, når du kører ind i sådan en.
Afdelingslederen forklarer, at plovene kører i ”flydeposition”, så det er plovens vægt, der presser ned mod isen. På den måde løfter ploven sig, hvis den støder på et dæksel eller en kantsten.
- Låser vi den fast med fuldt tryk på ploven, så rykker man det hele i stykker.
Uvist hvornår vejene ligner sig selv
Hvornår vejene igen kommer til at ligne sig selv, er svært at svare på, fortæller afdelingslederen. Det afhænger af tre forhold.
- Vi skal have tøvejr, godt med salt og så trafik. Det er det, der skal sørge for, vi løsner det islag.
Det er ikke Aalborg Kommune, der rydder samtlige veje. Vejdirektoratet har opgaven på for eksempel motorvejen og de gamle statsveje.
Selvom kommunen kører flere steder, er det især de store indfaldsveje som for eksempel Hobrovej og Østre Allé, der er fokus på. Ifølge Niels Slot sætter de to til tre lastbiler på hver rute for at få skrabet ordentligt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.