Det sker igen: Aalborg på ny international liste
Ny anerkendelse: Stort magasin sætter Aalborg på international top 25 over verdens bedste små-byer
Opdateret kl. 10:54
I foråret var det New York Times, der placerede Aalborg på en femteplads over steder, man skal besøge i 2019 - en artikel der nåede ud til millioner af læsere.
Nu sætter det internationale magasin Monocle, der har et oplag på 84.000 per udgivelse på 65 markeder og især skriver om kultur, livsstil, design og erhvervsliv, også fokus på Aalborg.
Der sker i forbindelse med, at Monocle har lavet en ny rangering, der fokuserer på små byer, og her er Aalborg nummer 20 på magasinets Small City Index, der udkommer for første gang i dag.
Monocle fremhæver blandt andet kulturlivet i Aalborg, og så er der ros til livskvaliteten i byen med havnebad, nærhed til natur og god infrastruktur.
- Vi følte, at det var på tide at måle levedygtighed i mindre byer, som mange søger til, men som er svære at sammenligne med byer som Tokyo eller Vancouver, siger Monocles chefredaktør, Tyler Brûlé, i en pressemeddelelse.
- Det er helt fantastisk, at Aalborg igen gør sig internationalt bemærket. Det gør mig virkelig glad, når et så markant magasin som Monocle anerkender mange af de ting, som vi er virkeligt gode til i Aalborg, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Monocle udgiver magasin og podcasts og henvender sig til rejselystne globetrottere samt til pengestærke erhvervsfolk, der er vant til at rejse.
- De taler dermed til nogle mennesker, som vi virkeligt gerne vil have til Aalborg. Der er turisterne, som vi arbejder hårdt på at få flere af, uanset om de så kommer med krydstogtskib eller flyver ind på business class. Og så er det netop også vigtigt for erhvervslivet med den her omtale. Monocle fremhæver de gode vilkår for erhvervslivet, og at det er en god og velfungerende by med høj livskvalitet, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Fodarbejde i foråret
På Utzon Center er der stor glæde, for det er ikke tilfældigt, at Aalborg lander i Monocle.
- Jeg er vanvittigt stolt, lyder det fra Lasse Andersson, der er kreativ direktør på Utzon Center og i foråret havde et møde med Nolan Giles, designredaktør på Monocle.
- Vi talte om Utzon Center og om Aalborg og den stærke udvikling, som byen har været igennem. Det fascinerede Nolan, han fik vores input, så nu er Aalborg med på Small City Index, siger Lasse Andersson, der henviser til, at hans anbefaling er bakket op af egen undersøgelse af Aalborg hos Monocles - deres Small City Index bygger på lang tids research foretaget af redaktionens journalister over hele kloden.
- Men det er så vigtigt hele tiden at gøre opmærksom på os selv. Der findes ufattelig mange andre byer af vores størrelse ude i verden, så vi skal aktivt være derude og fortælle budskabet og fremhæve det, som ingen andre har, siger Lasse Andersson.
1. Lausanne, Schweiz
2. Boulder, USA
3. Bergen, Norge
4. Hobart, Australien
5. Chigasaki, Japan
6. Bolzano, Italien
7. Bordeaux, France
8. Innsbruck, Østrig
9. Porto, Portugal
10. Aachen, Tyskland
11. Reykjavik, Island
12. Savannah, USA
13. Potsdam, Germany
14. Basel, Schweiz
15. Chiang Mai, Thailand
16. Victoria, Canada
17. San Sebastián, Spanien
18. Eindhoven, Holland
19. Bath, UK
20. Aalborg, Danmark
21. Wiesbaden, Tyskland
22. Trieste, Italien
23. Haarlem, Holland
24. Annapolis, USA
25. Salzburg, Østrig
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.