Det tog 13 år for Sinne at blive mor: - Det her er ingen selvfølge

Børn: Sylvester 5 år, Victoria 17 år (bonusdatter – bor i Hjørring - går i gymnasiet)

Gift med: Thomas Korreborg Riis, 48 år - production operator off-shore olie/gas platform i Nordsøen

Bopæl: Sølyst, Aalborg

Alder: 43 år (1981)

Stilling: Pt. i jobafklaringsforløb - søger lige nu virksomhedspraktik inden for kreative områder.

Hvad er du optaget af i dit familieliv lige nu?

Fredag eftermiddag på den første dag i november 2024. En af de særlige eftermiddage fordi det er fredag.

Fordi far er hjemme.

Fordi fredag er den dag, vi går ind til Slagter Holmberg, der ligger lige ved siden af børnehaven, efter lidt godt til weekenden.

Sylvester kender den søde slagterdame særdeles godt. Efter ca. to år i børnehaven i Vejgaard, må det rundt regnet være 104 fredage, hvor han har bestilt en pølse hos hende.

Med tiden har han avanceret fra rød pølse til ølpølse.

Fredag efter fredag har hun smilet og grinet til ham, når han - sommer eller vinter - har stået der, malet i ansigtet som Hulk eller sort af jord med små brune hænder og arme, træt fordi han har leget, sunget, løbet, grinet, grædt, lært sociale spilleregler, gravet sig selv ned i sandkassen, spist madpakker og søgt skygge under børnehavens kæmpestore gamle træer.

Om vinteren på de mørke fredage i fugtig flyverdragt med pølsen i hånden, halvsovende på vej hjem i ladcyklen, godt pakket ind i dyne. Med kørebamsen Prikke, der også er spændt fast i selen, lydbog på den lille højttaler - og lyskæden, der hygger.

Bladene er rusket af træerne, og på vej hjem fra børnehaven snakker vi om, hvor smukt det ser ud, at bladene hopper og danser rundt på vejene, fordi det blæser meget i dag.

Da vi kommer hjem, bliver far inviteret med i Sylvesters lille “kreaværksted” på værelset, hvor hans minikommoder bugner af mælkepropper, perler, toiletruller osv.

Der skal bygges “rullinger” (En rulling er en toiletrulle, der bliver til en personlighed med ansigt, tøj, hår, arme, ben osv.).

Og ja. Det er i bund og grund, hvad vi er optaget af i vores familieliv lige nu.

Det her kommer ikke tilbage. Det er nu. Det er Sylvesters barndom, grundstenene, kærligheden, familiefællesskabet.

Jeg er taknemmelig for det, jeg har lige her. Det her er ingen selvfølge, og jeg ved, at det er de her stunder, jeg samler på.

Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen som familie?

For halvandet år siden tog vi en beslutning om, at det ville være godt for vores familieliv, at Thomas fik nyt job “off shore”.

Før arbejdede han i et mellemlederjob. Tog hjemmefra kl. 06.30 og kom hjem 16.30. Havde sjældent mulighed for at hente og bringe i børnehaven og en arbejdstelefon, der ofte ringede i fritiden.

Med arbejdet "offshore" er Thomas hjemme i tre uger og arbejder ude i to uger.

Det har betydet mere nærvær og kvalitetstid, at han kan tage mere del i kontakten med børnehaven, Sylvesters trivsel - og at vi har et mere fleksibelt familieliv.

Jeg afventer pt. at opstarte virksomhedspraktik for at finde en ny vej i arbejdslivet.

Vi har en hverdag, der hænger fint sammen nu.

Helt lavpraktisk er vi eksempelvis ret stor fan af “Rema to go” konceptet, hvor vi køber ind på nettet og afhenter de pakkede varer i Rema 1000 samme dag eller dagen efter.

Derudover er Thomas glad for - og god til - at lave mad, så han tager nogle “maddage”, hvor han går og hygger sig med at producere mad til fryseren.

På den måde får Sylvester og jeg mere tid sammen om eftermiddagen i de hverdage, vi er alene, og når han er virkelig træt efter børnehaven og har brug for mor-tid og tryghed hjemme i basen.

Hvordan tackler i det pres, der kan følge med både arbejde og forældreskab?

Det tog 13 år for mig at blive mor. En lang og til tider barsk proces. Vi havde været kærester i to år, da miraklet kom i 2019.

I og med vi har fået barn sammen i en lidt sen alder (37 år og 42 år), har vi begge en god portion livserfaring, både privat og arbejdsmæssigt. Det gør, at vi var - og er - meget afklarede med vores værdier omkring arbejdsliv/familieliv.

Det er egentlig ret enkelt.

Vi vægter at have et job med en spændende faglighed, men den dag vi skal dø, ved vi, at vi vil tænke på livet med vores nærmeste og ikke på arbejdslivet. Derfor kommer familien i første række.

Det er så essentielt vigtigt for børn med rytmer og rutiner, så det fastholder vi, trods rum til frihed i Thomas friperioder.

Naturligvis får Sylvester flere fridage, mens han stadig går i børnehave, og vi har muligheden.

Der sker meget i hans udvikling, og selv om han er virkelig glad for børnehaven, har han også brug for pusterum.

Efter min mening er vi produkt af en tid, hvor alting skal gå ufatteligt stærkt, og så er det vores ansvar som forældre at hive i bremsen på vores børns vegne.

Hvad gør I for at skabe kvalitetstid sammen som familie?

Selvfølgelig er det kvalitet at få oplevelser sammen - eksempelvis i skoven, på svampetur, i ZOO, svømmehallen, biblioteket for at vælge bøger sammen, forskellige kulturoplevelser og op til onkels arbejde på Nordsøen Oceanarium osv.

Den afgørende kvalitetstid for os er dog, når vi “skaber” noget sammen.

Når vi laver aftensmad, laver havearbejde, læser bøger, bygger ting sammen, hører god musik, danser, synger godnatsange - og når vi under aftenbadet snakker om dagen.

Det er kvalitetstid, når far fortæller godnathistorier på facetime, når han er ude på Nordsøen, og Sylvester falder i søvn til fars stemme.

Børn gør voksne meget bevidste om, hvad tiden i grunden bruges til – og det er i min verden rigtig sundt, at de får os til at reflektere og mærke, hvad vi prioriterer og ikke mindst hvorfor.

Hvordan taler I med jeres børn om de udfordringer, de kan møde?

Efterhånden som jeg har været mor i fem år, er det ved at fise ind på lystavlen!

Vi behøver ikke bekymre os så meget – vi behøver ikke forcere noget i et barns udvikling.

Hver gang jeg har nået at tænke, hvornår mon han lærer at … sidde, stå, gå, tale, tegne, tage tøj på osv., så er han begyndt at gøre det kort tid efter.

Sylvester starter i skole sommeren 2025, og lige nu er han optaget af børnehavelivet. Han har ikke lyst til at snakke om ”det dér skole”.

Alligevel begynder han at interessere sig for bogstaver m.m.

Vores erfaring er, at vi tager de forberedende snakke efterhånden, som vi når til dem, og hans hjerne er udviklet til at tage det ind og forstå det.

Vi bakker op om børnehavens gode tanker om trivsel – og vi bakker op om, at Sylvester lærer de sociale spilleregler, lærer at være en god ven.

Vi er overbevist om, at når vi giver/lærer børnene sociale kompetencer, giver det dem de bedste muligheder for at klare sig i livet.

Alt det andet, man skal lære, kommer hen ad vejen.

Hvad betyder det for dig at være en nordjysk familie i dagens Danmark?

Dét at være en familie i dagens Danmark tænker jeg ikke er så meget anderledes, hvad enten man bor i Nordjylland eller eksempelvis på Fyn.

Thomas og jeg har valgt at bo i Aalborg.

Vi har vores netværk af familie og venner inden for rækkevidde i Vendsyssel og Aalborg, og vi holder utrolig meget af Aalborg som by.

Vi elsker kulturlivet, den “lille storby” – at byen ikke er større, end at vi kan cykle rundt.

Vi bor i Sølyst, et lille boligområde tæt på fjorden og havnen - med to kilometer til Musikkens Hus og to-tre kilometer til Vejgaard.

Her er rart og fredeligt.

Vi bor i et ældre hus, vi har renoveret og kastet en masse hårdt arbejde og kærlighed efter.

Sølyst føles som en lille “landsby i byen” med en engageret borgerforening, der skaber gode tiltag for beboerne og senest har søgt fonde, så vi nu får en fantastisk legeplads i vores lille område.

Ligeledes ligger Rørdal Kirke i baghaven. Den arbejder også for at skabe gode fællesskaber og sammenhængskraft i vores lille bydel.

Vi er begge vendelboer og har stor kærlighed til Vendsyssel.

Især Vesterhavet og vores lille badehus på Løkken Strand trækker om sommeren.

Lyset, himlen, rapsmarkerne og dialekten i Vendsyssel føles som hjem for mig.

Vi er også enige om, at selv om vi elsker Vendsyssel, er Aalborg vores hjem. Og her vi befinder os godt.

Jeg hørte for nylig en replik i et teaterstykke, som var en betegnelse for Vendsyssel – “Der er høwt te himlen men lawt te låwte”. (Der er højt til himlen, men lavt til loftet).

Hvilke værdier forsøger I at give videre til jeres børn?

Det er vigtigt at lære vores børn at indgå i fællesskaber.

At være inkluderende og være en god ven.

At lære dem, at alle gør det, så godt de kan.

Støtte dem I at få gode sociale kompetencer.

Humor, ydmyghed, hjælpsomhed, taknemmelighed og selvironi betyder meget i relationer med andre.

At autenticitet og selvværd er fedt og vigtigt at blive i - i en tidsalder hvor ensrettethed fylder meget.

Hvad bekymrer dig mest ved at være forældre i dag?

Det bekymrer mig på samfundsplan, at børn og unges trivsel er dalende, og det bekymrer mig, at man i Folketinget ikke anvender de utroligt erfarne og dygtige læger, pædagoger og lærere m.m., som har haft “hands on” med børn og unge i mange år – bruger dem som vidensbank og eksperter i at løse problemerne omkring børn og unges trivsel.

Det bekymrer mig, at man rent politisk har mere fokus på at løse problemerne med forbud, love og resultatorienterethed som parametre.

Ingen børn - eller voksne for den sags skyld - får selvværd og “vokser” af skæld ud, skyld og skam, belæring, love, forbud.

Til gengæld “vokser” børn af at vide, de er elsket som de er, og af at blive mødt som de er og blive behandlet som ligeværdige.

Jeg var for nylig til et foredrag med børnelæge Karen Tilma. Hun er en kæmpe vidensbank, hvad angår børn og unges trivsel gennem de seneste 30 år. Hun pointerede blandt andet, hvordan hun - siden den nye skolelov i 2014 blev indført - så at mistrivslen blandt børn og unge nærmest eksploderede som en direkte negativ konsekvens af kravene fra den nye skolelov.

Hvordan tackler I skærmbrug og teknologi i jeres familie?

Vi har – som så mange andre - gode intentioner om at skærm ikke skal fylde for meget for hele familien. Vi italesætter det og aftaler for eksempel, at vi voksne helst skal gå i et andet rum eller sige højt, hvad vi laver, hvis der er noget på telefonen, der kræver opmærksomhed / er uopsætteligt.

Vi er opmærksomme på kvaliteten af dét, Sylvester ser på TV eller iPad og er altid inde over beslutningen om, hvad han ser.

Eksempelvis kan han spørge, om han må se Ramasjang, og vi siger "ja", men kun dyreprogrammer.

Han er fem år og ser Ramasjang på DR og sommetider en børnefilm på Netflix sammen med os.

Jeg har bildt ham ind, at vores iPad ikke har det dér “Jut tut” (YouTube), som han har hørt om.

Spil bruger vi slet ikke.

Han prøvede et Ramasjangspil en dag og blev helt svedig og vred og har ikke spurgt efter spil på iPad siden.

Jeg tænker, at vi reflekterer over og sætter rammer for skærmforbrug hver dag. Som sagt er intentionerne de bedste, men vi kan også blive uopmærksomme, være i færd med noget praktisk i en weekend og pludselig tænke, at Sylvester har set for meget skærm.

Så hopper vi i tøjet og går ud i haven, kører i skoven eller andet.

Så længe der er okay balance i skærmforbrug kontra leg, udeleg, dagligdagsaktiviteter og alt det andet, der udvikler børns færdigheder, så er det okay.

Generelt tænker jeg, at det er alle voksne omkring barnet, der har et ansvar for at være rollemodeller på “skærmområdet”.

Både forældre, bedsteforældre - og hvem der ellers er i det nære netværk.

Hvordan finder I tid til jer selv som par eller individer, når familielivet fylder?

Jeg går ud med skraldeposen og tager nogle meget små skridt, trækker tiden, trækker vejret og kigger op på himlen ...

Nej spøg til side :-)

Sådan var det, da han var spæd, jeg var i barselsboblen og ikke fik min nattesøvn.

Dér elskede jeg at gå ud med affaldsposen og få frisk luft - og mærke at ingen krævede noget af mig i to minutter.

Faktisk mener jeg, at familielivet netop skal fylde!

Jeg synes, at meget i vores samfund i dag handler om, at vi skal have plads som individer.

Det “clasher” med mine værdier om fælleskaber.

Jeg hører mennesker skændes om, hvem der har mest ret til at tage i træningscenter, gå til keramik, tage i byen, spille badminton, dyrke dem selv frem for fællesskaber.

Mange - i alle aldre - vil have “my space”.

Jeg er med på, at alt forandres, når man får børn, og at det er godt, man i parforholdet giver hinanden små pusterum. Men generelt mener jeg, at får man små børn, følger ansvaret med, og i stedet for at føle, man går glip af noget, er det bedre at fokusere på alt det, man får: Taknemmeligheden for den ubetingede kærlighed fra et lille barn, en ubeskrivelig kærlighed og fællesskab som par og familie.

Giv slip på kontrollen over at ting skal være som før.

Find udholdenheden frem og stamina’en, når det er dødssygt med rod og vasketøj.

Forsøg at grine af det, find selvironien frem og tænk på, hvor sej du er, at du bruger dine kræfter på at skabe små gode mennesker, fordi de mærker din kærlighed, tydelighed og tryghed.

Selvfølgelig prioriterer vi at få Sylvester passet og tager ud sammen engang i mellem. Stjæler små tidsrum, hvor vi bare er os to, men så lader vi noget praktisk ligge for at bruge tid sammen – for der ER ikke tid til alt.

Det er ikke længe ad gangen, det kan lade sig gøre, og det er okay. Den dag Sylvester fylder 13 år og hellere vil være sammen med kammeraterne, får vi masser af tid til at nørde vores interesser.

På grund af Thomas' arbejdstider har vi tid til at savne hinanden, og på den måde giver det mere taknemmelighed for hinanden og de ting, vi hver især bidrager med.

Hvad drømmer du om for din families fremtid?

Jeg drømmer om, at vi alle fortsat har det godt og trives som familie - og hver for sig - i skole, på job og andre sammenhænge.

Og når vi ikke trives, drømmer jeg om, at vi hjælper hinanden og passer på hinanden.

Fortsat skaber gode minder sammen.

Stadig har de gode, nære, vigtige relationer med familie og venner.

At børnene føler, de vokser op i en tryg og kærlig familie med en god ballast i rygsækken til at stå fast og til at klare livet.

At jeg får et job – et meningsfyldt job - hvor jeg kan skabe fortællinger og verdener gennem ord, indretning og kreative projekter.