Vil bruge én million på orangutanger

Kommunen har lavet ti spritnye forslag til budgetforliget, som du formentlig ikke kendte til

Partierne bag det ny budgetforlig i Aalborg Kommune har også fundet penge til mange projekter. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Partierne bag det ny budgetforlig i Aalborg Kommune har også fundet penge til mange projekter. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

AALBORG:Et flertal i Aalborgs byråd har som bekendt netop landet et forlig om kommunens budget for de kommende år. Og udover de allerede kendte - og meget store investeringer - for eksempel i ny cykelstier og to lærere i de yngste klasser i folkeskolen, er der også en række mindre overraskelser.

1. DUS-normeringer

Børne og ungdomspædagogerne i BUPL har gennem flere år kritiseret, at der er for lidt personale til for mange børn i Aalborg Kommunes DUS-ordninger. Antallet af ansætte er i deres optik faldet støt gennem de sidste ti år, og det er oven i købet sket samtidig med, at man har hævet forældrebetalingen.

Som et lille plaster på såret afsættes der nu 3 mio. kroner årligt fra 2022 til en opnormering, der både skal skabe flere aktivitetsmuligheder og højne kvaliteten i DUSerne. Opnormeringen svarer til cirka seks pædagogstillinger, som skoleudvalget skal fordele blandt kommunens mange skoler.

2. Rengøring på plejehjem

Corona har vist, hvor vigtigt det er, at der gøres grundigt rent på kommunens plejehjem. Derfor afsættes der nu 2,5 mio. kroner ekstra om året til at øge det generelle rengøringsniveau permanent.

3. Ny klimaalliance

For at understøtte den grønne omstilling i Aalborg Kommune og landsdelen generelt og samle de væsentlige ressourcer og kompetencer indenfor området etableres en klimaalliance, der skal bygge bro mellem offentlige og private aktører, understøtte de nationale klimamålsætninger og styrke virksomhedernes konkurrenceevne.

- Det, der er pointen i det, er, at hvis vi skal nå de her mål med at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030, så kræver det jo at hele Aalborg - virksomheder og borgere og så videre - er involveret. Og den her klimaalliance retter sig i første omgang mod at inddrage virksomhederne i det. Men uden industri og landbrug og butikker og så viderer er med i det, så kommer vi ikke i mål. Så det er et forsøg på at forpligte - også virksomhederne - til at være med, og det håber vi, de tager imod, forklarer fungerende formand for energi og miljø, Per Clausen (EL).

Foreløbig er der afsat 4 mio. kroner til at understøtte alliancens arbejde.

4. Hasseris Bibliotek

Hasseris Bymidte er i kraftig udvikling og er også blevet renoveret, så alt fremstår nyt og flot. For at understøtte dette afsættes der 1 mio. kroner til en ny indretning af biblioteket.

5. Orangutang-anlæg

Orangutangerne i Aalborg Zoo trænger til et nyt og forbedret anlæg, så det har forligspartierne fundet 1 mio. kroner til samtidig med, at de også har sagt ja til at hæve det eventuelle tilskud til zoos planer om at lave en stor grønlandsk afdeling fra 10 til 20 mio. kroner.

6. Sundhedshus i Vadum

For at styrke borgernes muligheder for at benytte forskellige sundhedstilbud og forbedre deres sundhedstilstand, uanset hvor i kommunen de bor, skal der etableres et sundhedshus i Vadum, hvor der både skal være plads til private sundhedsudbydere og kommunale sundhedsfunktioner. Lignende huse findes allerede andre steder - for eksempel i Aalborg Øst.

7. Renhold i oplandsbyer

Forligspartierne afsætter 1 mio. kroner til renhold i oplandsbyer og landdistrikter. Befolkningen bruger nemlig de rekreative arealer mere her under og efter corona-krisen og det slider på omgivelserne.

- Det er vurderingen, at vi faktisk kan få en del for de her penge, siger rådmand for by og landskabs, Hans Henrik Henriksen (S).

Bevillingen betyder, at man kan få flere hænder til opgaven med renhold udenfor Aalborg.

- Det er primært renhold - men også mindre vedligeholdelsesopgaver, forklarer Hans Henrik Henriksen.

8. Kunstnere på plejehjem

For at understøtte unge talentfulde kunstnere of vækstlaget indenfor alle kunstarter afsættes der 1 mio. kroner til, at de kan komme ud og optræde på plejehjem, aktivitetscentre og væresteder. Ordningen prioriterer et aktivt kulturliv, der kommer ud til så mange som muligt, og den skal administreres af kompetencecentret for rytmisk musik, KORMA.

9. Gratis busser

Det skal være gratis at benytte kollektiv trafik til og fra idræts- og kulturarrangementer i Gigantium og på Aalborg Stadion. Aalborg Kommune vil afsætte 150.000 kroner årligt til at samarbejde med NT om det - blandt andet for at afhjælpe trafik- og p-kaos i forbindelse med store begivenheder.

10. Ridehal i Nibe

Nibe Rideklub har gennem flere år arbejdet på at findepenge til at lave en ridehal med tilhørende velfærdslokaler. Projektet er bevilliget 1 mio. kroner i 2024.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.