DF-leder: - Sociale medier er demokratiets største udfordring

600 gymnasieelever i Hasseris brugte mandagen på at stille skarpt på demokratiet anno 2020

En minister og to partiformænd til debat på Hasseris Gymnasium: Fra højre Kristian Thulesen Dahl (DF), Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V), flankeret af ordstyrer Adam Holm. Foto: Henrik Louis

En minister og to partiformænd til debat på Hasseris Gymnasium: Fra højre Kristian Thulesen Dahl (DF), Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V), flankeret af ordstyrer Adam Holm. Foto: Henrik Louis

NORDJYLLAND:Der blev, efter nogle sekunders tøven, rakt to forsigtige fingre i vejret, da rektor Ole Droob mandag formiddag spurgte godt 600 elever på Hasseris Gymnasium, hvor mange af dem der var medlemmer af et politisk parti.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En minister og to partiformænd til debat på Hasseris Gymnasium: Fra højre Kristian Thulesen Dahl (DF), Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V), flankeret af ordstyrer Adam Holm. HENRIK LOUIS

Rektor tolkede den åbenbart yderst beskedne politiske aktivitet som ”et udtryk for dén tid, vi lever i” og opfordrede i samme åndedrag de unge, for hvem årets første skoledag var udråbt til ”Demokratiets dag”, til at ”reflektere over demokratiet og ikke tage det for givet”.

Det samme gjorde en række folkevalgte, der var hidkaldt for at stille deres diagnose på demokratiet anno 2020.

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), lod forstå, at for ham er demokrati ”meget mere end en metode til at træffe beslutninger”.

- Demokrati er en livsform, hvor vi på alle niveauer i et samfund prøver at diskutere os frem til de bedste beslutninger.

- Det indebærer også modet til en gang imellem at erkende, at man har taget fejl. At man gik ind i et rum med ét bud på, hvad der bør gøres, men at Kristoffer fra Dansk Folkeparti eller Mads fra Venstre faktisk i dialogen kom med en idé, der var meget bedre end ens egen, sagde borgmesteren.

Modtaget med kram

Siden gjorde tre fremtrædende Christiansborg-politikere deres entré på scenen. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) fandt, at demokratiet ville stå stærkere i manges bevidsthed, hvis der blev rokket ved et meget fastlåst billede af folketingsmedlemmer:

- Nogle har den opfattelse, at det er ligegyldigt, hvem de stemmer på, og at vi skændes hele tiden. Det forholder sig stik modsat: Der er holdningsmæssige forskelle - ja, faktisk er de større, end mange tror. Til gengæld kan vi faktisk godt lide hinanden og omgås hinanden på en ordentlig, respektfuld måde, sagde hun - en pointe, hun selv bekræftede, da hun tog imod panelets to andre deltagere, Kristian Thulesen Dahl (DF) og Jakob Ellemann-Jensen (V), med kæmpe-kram.

Ane Halsboe-Jørgensen roste samtidig de unge for deres klima-engagement.

- Vi på Christiansborg prøver at følge med jer, sagde hun.

Det samlede billede

Venstres ny formand konstaterede, at enkeltsager netop optager mange og opfordrede de unge i salen til at huske det samlede billede og gerne gøre det via medlemskab af et politisk parti.

- Der demonstreres tit for klima og for minimumsnormeringer. Men der står ingen demonstranter foran Christiansborg og siger, at vi jo skal have penge til det hele. Dén synsvinkel er vi imidlertid som politikere nødt til også at anlægge. Det er godt, at mange, også mange unge, engagerer sig i en sag, men husk, at verdens fremtid handler om mere end, hvor mange pædagoger der er pr. barn, lød opfordringen.

Kristian Thulesen Dahl i panelet den mest skeptiske, når det gjaldt demokratiets aktuelle situation:

- På overfladen har vi et superfedt demokrati. Men man skal ikke kradse meget i lakken, før man ser et andet billede, sagde han og nævnte to forhold, der bekymrede ham:

- Vi ser i andre lande en udtalt afmagt, hvor vælgere ikke synes, de tages alvorligt. Den samme følelse ligger lige under overfladen i Danmark. Samtidig ser vi, også i Danmark, hvordan sociale medier ved hjælp af algoritmer leder os hen til kandidater, der har ytret sig om emner, vi selv har klikket på. Jeg har dyb respekt for folk, der engagerer sig, fordi de brænder for noget. Men det er vigtigt, at ens stillingtagen på valgdagen baseres på et aktivt, frit valg - ikke på, hvilke kandidater der har haft penge til at markere sig mest på de sociale medier. Der er tale om en sofistikeret påvirkning, som er vort demokratis største udfordring i dag. Alle er nødt til kritisk at spørge sig selv: Var dette et valg, jeg selv traf - hvis svaret er nej, har vi ikke mere et folkestyre, lød det fra DF-lederen.

Støtte til medier

Hasseris Gymnasiums erklærede mål med det fire timer lange arrangement var at ”sætte fokus på, hvordan især unge kan blive endnu mere engagerede i demokratiet”.

Journalist Adam Holm var indforskrevet som ordstyrer, og det lykkedes flere elever at trænge igennem hans talestrøm med spørgsmål til toppolitikerne. Dét, de tre spørgere havde på hjerte, handlede dog ikke direkte om demokratiets tilstand, men dels om klima-målsætninger, dels om de etablerede mediers situation. Én ville høre politikernes holdning til Radio 24syv, en anden ville vide, hvorfor ”I skærer ned på statens støtte til etablerede medier, når nu I er så bekymrede for fake news?”

Præmissen for det sidste spørgsmål var dog forkert, slog Kristian Thulesen Dahl fast:

- Danmarks Radio prøver ihærdigt at fremstille det sådan, at vi i det seneste medieforlig skar støtten til medierne ned. Det gjorde vi ikke - vi omfordelte den, sagde DF-lederen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.