Direktør og mor til tre: - Vi når det vigtigste – og dropper resten

Her går "stafetten" rundt blandt landsdelens børnefamilier, der skal svare på en række spørgsmål. Formålet med "stafetten" er at gøre os klogere på hinanden - og måske ligefrem at kunne inspirere.

Denne gang medvirker Ditte Maria Kollerup, der er indehaver og direktør i arkitekt- og byggefirmaet KFS Boligbyg.

Navn: Ditte Maria Kollerup

Børn: Aura (2019), Kirk (2020) og Eike (2023)

Kæreste med: Thomas Nielsen Ohlin, senior manager hos Center for Ledelse.

Bopæl: Kassandravej, Gug, Aalborg SØ

Alder: 1983 (41 år)

Stilling: Indehaver og direktør i arkitekt- og byggefirmaet KFS Boligbyg

Hvad er du optaget af i dit familieliv lige nu?

At vi får krammet hver dag. Både børn og voksne. Nærhed er vigtigt, synes vi. At vi får søvn, spiser vores vitaminer, gerne flere grøntsager og mindre take away😊

I det hele taget er vi optaget af at passe godt på fundamentet. Og at der er rum til at lytte til hinandens tanker og oplevelser. Og tid til at bygge Lego.

Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen som familie?

Spørgsmålet er super relevant nu, hvor vores kulturelle struktur passer så enormt dårligt til småbørnsfamiliens behov. Realiteten er, at alting ikke hænger sammen.

Vi vil mere, end vi kan, og det er svært. Vi prioriterer, at børnene sover, til de vågner, og vi er sjældent klar til at jobbe kl. 8.

Men vi lever med det på den måde, at vi lader de mindre vigtige ting falde ned mellem stolene og griber de vigtigste. For det meste i hvert fald.

Vi er begge privilegerede med en enorm fleksibilitet i vores jobs - og mine forældre, som altid står klar til at hjælpe med de små. Vi har begge to været på 50 pct. barsel siden juni, og nu har vi lige startet op med en ung pige, som hjælper os med at passe Eike hjemme i hverdagene.

Hvordan tackler I det pres, der kan følge med både arbejde og forældreskab?

Balance mellem familie- og arbejdsliv kommer der nok ikke, men en klar prioriteringsrækkefølge hjælper os med en accept af, at vi ikke når alt, men at vi når meget. For det meste når vi det vigtigste: Det er vores egne primære behov, børnene og så hinanden.

Herefter arbejdet, hvor der altid er mange opgaver. Også flere end det er muligt at nå. Hjemme hos os flyder familieliv og arbejdsliv sammen.

Det betyder, at Auras kreating og vores arbejdsting som oftest flyder i vores køkken-alrum sammen med ting fra legekøkkenet, togbane og så videre.

Vi trækker ind i kontoret eller i kælderen, hvis en af os har møder eller telefonsamtaler. Men vi sidder ind imellem og jobber, mens de to store leger, og yngste sover lur.

Børn er heldigvis vildt gode til nærværet og sørger helt naturligt for, at vi laver én ting ad gangen, uanset om det er en arbejdsopgave eller et brætspil ved spisebordet.

Den evne ønsker vi at beholde i fremtiden, og vi ved, det bliver sværere, når børnene bliver større og mere selvkørende.

Hvad gør I for at skabe kvalitetstid sammen som familie?

Snakken om kvalitetstid er et skråplan, synes jeg. Jeg tror ikke på, at børn har særligt brug for det vi kalder “kvalitetstid” i dag. Deri ligger al for meget kompenseringadfærd fra os forældre, som har dårlig samvittighed over manglende tilstedeværelse.

Børn har ikke brug for ekstraordinære oplevelser, som hvis vi eksempelvis tager på tur og rigtigt hygger.

Jeg tror på, at børn - som det primære - har brug for tilgængelige forældre. En hverdag hjemme sammen.

At vi er der, og at vi ser dem, men at vi voksne også har vores egne opgaver og drømme. Og så tror jeg også, at de har brug for, at vi nogle gange lader dem være i fred.

At vi ikke altid er over dem og vil vide alt om, hvad de har spist, hvor meget og hvem de har leget med, og hvad de tænker om alting i hele verden.

Vi tager selvfølgelig også på ture ind imellem.

Vi holder af ikke at have planer. Jeg kalder det spontantid.

Vi tog eksempelvis til Fårup Sommerland med alle tre en lørdag eftermiddag kl. 17 for at se lysfald. Uplanlagt og helt perfekt.

Det blev en mindeværdig aften.

Hvordan taler I med jeres børn om de udfordringer, de kan møde som skolebørn?

I det hele taget har jeg personligt været i tvivl om, at vores børn skulle gå i skole som små. Jeg mener, at vi - i vores kultur - sender børn for tidligt af sted i dagpleje/vuggestue og også for tidligt af sted i børnehave.

Folkeskolen er udsultet, og rammerne er flossede, så på trods af mange knalddygtige lærere så er der alt for mange børn, der mistrives.

Aura fylder 6 år til februar, og vi har nu besluttet at hun skal i skole. Hun elsker at skrive bogstaver og lære regnestykker, og den interesse kommer fra hende selv.

Men det er vores beslutning, at hun skal gå i skole, og dét er vigtigt for mig at være bevidst om. Hendes ønske om “skole” stammer udelukkende fra “samfundssnakke”, og hun ved jo ikke rigtigt, hvad det er.

I det hele taget mener jeg, at vi forældre skal tage ansvar for de valg, vi træffer for vores børn. Det er en forældreopgave at træffe valg på børns vegne, og vi skal stoppe med at pakke dårlige valg ind i narrativer som for eksempel “nu trænger mit barn også til at komme afsted i dagpleje”.

Vi må kende forskellen på børnenes behov og på vores egne behov og tage ansvar, når vi træffer et valg ud fra vores egne behov, hvilket også er okay at gøre.

Hvad betyder det for dig at være en nordjysk familie i dagens Danmark?

Vi er glade for Aalborg. Mest fordi vores familier bor her. Og mit firma. Men vi synes også, at byen er velsignet med fjorden - byen byder på det meste og har skove tæt på. Og Vesterhavet, ikke mindst.

Men megen lykkefølelse opstår i kontraster, og vi holder også meget af København. Fra Aalborg er det jo super nemt med DSB, som er min yndlingstransport.

Men også Aalborg Lufthavn, som stadig er fyldt med glad personale.

Hvilke værdier forsøger I at give videre til jeres børn?

“Der skal være plads til alle”. Den sætning har Thomas sagt til vores børn igen og igen, og selvom de store kun er 4 og 5 år, så hænger det fast i dem.

Det gælder både ude og hjemme. Han synes, vi lever i en alt for individualiseret verden. Vi gør os også umage med det, vi kaster os over, men samtidig forsøger vi at lære børnene, at noget kan være godt nok, selvom det ikke er perfekt.

Og så skynder vi os langsomt, for at minimere stress og jag.

Hvad bekymrer dig mest ved at være forælder i dag?

At du stiller mig det spørgsmål. Jeg er kritisk overfor vores samfundsmæssige strukturelle system, og der er i den grad brug for nogle ændringer, som forbedrer rammerne for fremtiden, hvis du spørger mig.

Rammer, der understøtter menneskets natur i højere grad end nu. Med mindre unaturligt - af alle mulige ting.

Men jeg bekymrer mig faktisk ikke ved at være forældre. Vi forældre kan gøre en kæmpestor forskel ved ikke at bekymre os. For bekymringer smitter.

Og vi har ikke brug for bekymrede børn og unge.

Hvordan tackler I skærmbrug og teknologi i jeres familie?

Skærmopgaven har vi kæmpestor respekt for. Vores børn har ingen iPad, og de ved, at de godt må ønske sig en, men at de ikke må få en.

De elsker at besøge børn, der har en iPad. Og mormors.

Periodevis ser de klart for meget Ramasjang. Selvom vi gør os umage for at finde sange, som de danser til - og for at selektere i programmerne. Vi har også snakket om vores holdning til regler, når smartphone bliver aktuel, og det er vi begge meget spændte omkring. Vi bliver måske nok lidt kantede på det område.

Hvordan finder I tid til jer selv som par eller individer, når familielivet fylder?

Vi insisterer på taletid, os voksne imellem. Også selvom det nogle gange er nærmest fysisk umuligt. Vi griner af det, for det meste, og kommer som regel i mål med samtalen.

Venner ser vi for lidt. Også selvom de er virkelig vigtige for os. Men sådan er det for os pt. med natamninger, aftenarbejde og så videre.

Jeg prioriterer en dag i København hver kvartal for mig selv - til refleksionstid og samtale med en psykolog, som jeg er glad for.

I 2023 - inden Eike kom i december - puttede vi mange oplevelser på bankbogen. Og det kommer igen, inden vi får set os om.

Hver ting til sin tid – og lige nu nyder vi tiden, hvor børnene synes, vi er de bedste i hele verden.

Hvad drømmer du om for din families fremtid?

At vi alle sammen bliver ved med at drømme. Det er så vigtigt! “Drøm om gode ting”, siger jeg til børnene, når de går i seng.

Thomas og jeg har et tre års plan og en 2030 plan med de ting, som vi drømmer om - både fælles og hver for sig.

Jeg har hele mit voksenliv lavet livsstrategier og erfaret, at tanker rent faktisk kan flytte bjerge.

Hvem bør have forældrestafetten næste gang?

Det bør Anne Kiilerich, fordi hun gør det, som hun selv kalder for ’kæftenop’ - også om familieliv.