Sejlsport

Drama på Limfjorden: Løbsk sejlbåd ramte jernbanebroen

Fire unge mennesker i båd drev hjælpeløse rundt med reb om skruen

Sejlbåden havde fået reb om skruen, knækket masten og var drevet over til Nørresundby, hvor en dykker fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg forsøgte at få rebet af skruen, så båden igen kunne styres. Foto: Henrik Bo
Sejlbåden havde fået reb om skruen, knækket masten og var drevet over til Nørresundby, hvor en dykker fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg forsøgte at få rebet af skruen, så båden igen kunne styres. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 21:25

AALBORG/NØRRESUNDBY: Fire unge mennesker - en på 19, to på 21 og en på 27 år - fik sig noget af en ubehagelig oplevelse mandag mod slutningen af eftermiddagen. Her drev de hjælpeløse rundt i deres sejlbåd, der havde fået et reb fra skibets rigning rundt om skruen og derfor var umulig at styre i den hårde vind.

- Sejlbåden fik et stykke reb viklet om skruen, så motoren ikke kunne starte. Dermed mistede den styringen i den hårde vind og sø. Så drev båden først hen mod jernbanebroen og ramlede ind i broen, hvorved masten knækkede, forklarer indsatsleder Nils Eltzholtz, Nordjyllands Beredskab.

Beredskabet blev tilkaldt af en 112-alarm, som kom via mobiltelefon fra en af de fire på den løbske båd klokken 16.59.

- Da båden havde knækket masten, drev den ned mod selve Limfjordsbroen, men blev så af vinden og bølgerne presset over mod den havn, som ligger på Nørresundby-siden, beretter indsatslederen.

Her kunne de unge mennesker ikke få båden fri fra molen igen. Båden lå på grund af den høje sø og bankede ind i molen og var nærmest ustyrlig, fordi rebet fortsat var viklet om skruen.

- Masten var jo knækket og resterne af sejlet var viklet rundt om båden. Det,, vi så gjorde var at forsøge at sende vores dykker ned i vandet for at se, om han trods de krappe bølger kunne få rebet af skruen, så båden igen var til at styre. Det lykkedes til dels, forklarer Nils Eltzholtz.

Der var stadig nogle rester om skruen. Men det lykkedes at få startet bådens motor og sat den i gear, så båden kunne sejle fra Nørresundby-siden og til Skudehavnen på Aalborg-siden.

Beredskabet havde syv mand på opgaven og skibet kunne efter nogle nervepirrende timer for de fire ombordværende lægge til kaj i skudehavnen ved godt 18.30-tiden mandag aften.

Ingen kom til skade ved den dramatiske sejlads i det hårde blæsevejr på Limfjorden, men indsatslederen mener nok, at de unge mennesker ombord har haft et par angstprovokerende timer på fjorden.

- Men de var nu ved godt mod, da vi kom ind i billedet, siger Nils Eltzholtz.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden