Efter benspænd og forsinkelser: Ambitiøse planer for nordjysk kulturinstitution
Tæppet er fredag blevet løftet for, hvor drømmen om den fremtidige færden på de skrå brædder skal finde sted
Opdateret kl. 19:21
Aalborg Teater sendte fredag en pressemeddelelse ud, hvor de delte deres nye drøm og vision for teatret, som har holdt til i Jernbanegade siden 1878.
Men det er også kun det, det er for nu: en drøm og en vision.
Visionen er, at Aalborg Teater skal blive en del af "Spritten", som er udsprunget fra De Danske Spritfabrikkers gamle lokaler, der blev bygget i 1931. Teatret skal være i Malteribygningen.
- Det er meget vigtigt at italesætte, at fundingen ikke er på plads, men at budgettet er lavet. Det er endnu ikke endegyldigt besluttet, om vi flytter, fortæller Claus Nørgaard Poulsen, direktør ved Aalborg Teater.
De første visioner for området "Spritten" blev præsenteret tilbage i 2014 af iværksætteren Martin Nielsen, som vil omdanne "Spritten" til et bolig- og kulturområde. Det har dog ikke været uden diverse benspænd og forsinkelser.
Årsagen bag den ønskede flytning bunder i, at Aalborg Teaters lokaler trænger til at blive fornyet, og at de gerne vil bidrage til det kulturmekka, som er visionen for "Spritten".
- Vi vil gerne blive mere aktuelle og interessante for hele Nordjylland og forblive det fyrtårn, vi føler, vi er på scenekunstområdet, siger Claus Nørgaard Poulsen og uddyber, at der er lagt en strategi for det fremtidige arbejde, men at der stadig er nogle ting, de skal have på plads i forhold til forskellige interessenter.
- Det handler om økonomi. Vi føler, der er en stor opbakning til projektet, men økonomien er med til at definere, om det lykkes eller ej, konstaterer Claus Nørgaard Poulsen.
Grunden til, at udmeldingen alligevel kommer nu, er, at teatret gerne vil dele visionen med omverdenen og derfor inviterer til et åbent event i Malteribygningen på Spritten 19. september 2024 klokken 16.00.
Stod det til Claus Nørgaard Poulsen, ville han gerne i gang med projektet med det samme og understreger, at det indledende arbejde med at sikre penge til projektet går i gang inden for kort tid.
- Vi har en drøm om, at vi har et færdigt teater stående inden for en årrække på 4-5 år.
Han ønsker hverken at komme ind på, hvor meget funding der mangler, eller hvem de potentielle samarbejdspartnere er.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.